Karen Blixen Museet

Rungsted Strandvej 111, Rungsted Kyst

Torsdag den 2. maj 2024, kl. 18.30-20.



Foredrag

Litteraturen som livsledsager -- med Linn Ullmann

I denne serie af forfattersaloner ser vi bort fra det, som bogmarkedet, kulturjournalistikken og litteraturformidlingen oftest fokuserer på, nemlig nyudgivelser og aktuelle tendenser.

Vi retter derimod opmærksomheden mod forfattere, der ikke har en bog lige om hjørnet, men 25 eller endnu flere års forfatterskab bag sig.
Alle medvirkende har med andre ord noget på hjerte uden nødvendigvis at have noget på bedding.
Samtalerne handler om forfatternes erfaringer med skrivning, læsning og litteraturens betydning. Udgangspunktet for samtalen vil være forfatterens debut. Hvad der sker, når forfatterens nuværende jeg ser tilbage på sig selv på tærsklen til forfatterskabet?
I denne salon kan du møde forfatter Linn Ullmann, som debuterede i 1998 med Før du sover.
Norske Linn Ullmann er en af Nordens toneangivende forfattere. Hendes seneste romaner, De urolige (2016) og Pige, 1983 (2022) er begge blevet hovedværker på det autofiktive hovedspor, som præger samtidslitteraturen i disse år. I en smuk og intens prosalyrisk stil gennemlyser hun alt det, vi er rundet af og som former os som mennesker. Med forældre, der er internationalt dominerende indenfor film og skuespil, lå det i kortene, at Linn Ullmann også selv skulle blive kunstner. Hvorfor blev litteraturen hendes domæne? Hvad betyder skrivningen for hende? Hvilke forfattere læser hun? Hvad er kernen i hendes samliv med skrivekunsten?
Litteraturen som livsledsager er en salonserie, hvor vi får lejlighed til at høre erfarne forfattere give et tilbageblik på deres liv med litteraturen. Samtaler, der udmærker sig ved at være uaktuelle - eller rettere: evigaktuelle. Salonserien startede med et fokus på danske forfattere og fortsættes nu med nordiske forfattere, som har levet af og med litteraturen som livsledsager i mere end to årtier.
Vært for samtalerne i denne serie er Klaus Rothstein.
Karen Blixen efterlod et forfatterskab til sin eftertid, der i dag er det måske allermest oversatte danske forfatterskab ude i verden. Hun nåede at arbejde professionelt som forfatter i ca. 30 år, selvom hun først debuterede som midaldrende i 1934. Da var hun 49 år. Hun arbejdede i en genkendelig stil, men fornyede og udfordrede fiktionsgenren. Hun oplevede at være en verdensberømt forfatter med verdens øjne rettet mod sig, men hun lagde ud med debutværket fuldkommen uden tro på sig selv som kunstner. Vi ved, at det på trods af succes menneskeligt kostede hende dyrt at være forfatter, men vi får aldrig svaret på, hvordan hun senere i forfatterskabet så på sin i Danmark så udskældte debut, Syv fantastiske fortællinger.
Linn Ullmann (f. 1966) har skrevet syv romaner og modtaget lige så mange litterære priser. Hun er uddannet i engelsk litteratur fra New York University og har arbejdet som journalist og kommentator side om side med forfatterskabet.
Klaus Rothstein er moderator og tilrettelægger og har gennem mere end tredive år været litteraturkritiker (de seneste tyve år på Weekendavisen) og programvært på en lang række radioprogrammer og podcasts om litteratur- og forfatterhistorie. Han har desuden lavet mange hundrede scenesamtaler med forfattere på bogmesser, litteraturfestivaler osv. og skrevet en række essaysamlinger om litterære emner.Nb! Vi gør opmærksom på, at Fuglerummet, hvor arrangementet vil finde sted, ligger i forbindelse med vores hyggelige Madam Carlsens Bistro, og der kan derfor være lidt snak og klirren undervejs. Her er det i øvrigt muligt at nyde en dejlig middag inden arrangementet starter. Vi anbefaler at bestille bord - BESTIL HER.

Entré: 80 kr

Køb/bestil billet