Musikhuset Aarhus

Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C

Lørdag den 26. oktober 2024, kl. 15-16.50.



Show/stand up

Backstage. Karen-Marie Lillelund og Søren Dahl

Glæd dig til en aften med duoen Dahl & Lillelund. Om forestillingen. Forestillingen består af 2 akter. 1 akt. følger den turnerende duo Dahl & Lillelund i den sidste times forberedelse op til deres nye show.

Vi er med backstage bag scenetæppet, hvor de sidste aftaler klappes af under omklædning og stemmeopvarmning. Den bramfrie københavnerpige, Karen-Marie og den sindrige jyske Søren ser ikke altid helt ens på tingene, så en del aftaler sejler, mens alarmerende problemer rask væk sparkes til hjørne. Stemningen er med andre ord lige så højspændt, som elinstallationen i tekøkkenet, der også lige skal oplade Karen-Maries elbil!

I 2. akt oplever vi duoen on stage, foran tæppet, og ser det endelige show, og ikke mindst udfaldet af alle forberedelserne fra 1. akt - det går ikke problemfrit for sig! Men hylende morsomt bliver det alligevel, når de to sammen kaster sig ud i de mest umulige projekter. Hør Karen-Marie synge Nik & Jay som Bakkesang mens Søren danser riverdance, og nyd dem når de sammen oplæser erotiske noveller og spiller hele Sound of Music på kun 9 minutter.

Om medvirkende
Karen-Marie Lillelund
Efterspurgt foredragsholder og direktør i egen virksomhed. Uddannet i dramaturgi og musik fra Aarhus Universitet og sanguddannet i London og New York. Har medvirket i store musicals, som: ATLANTIS, ME AND MY GIRL og LES MISERABLES. Sideløbende har Karen-Marie slået sin folder som bakkesangerinde i Bakkens Hvile, skrevet en række bøger om bl.a. humor og producerer sin egen ugentlige podcast DIG OG MIG OG MUSICALS. Senest har hun haft stor succes i Nykøbing Falster revyen 23.

Søren Dahl
Radiovært, foredragsholder, forfatter. Uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Vært på det ikoniske radioformat CAFE HACK og DAHL på HACK. I flere år landets mest lyttede radioprogram. Søren har interviewet en lang række store personligheder med vidt forskellige baggrunde, og han er kendt som samtalens mester. Forfatter til flere bøger, tre julekalendere til DR og har turneret med en række soloshows.

Vase & Fuglsang
Vase & Fuglsang har i over 25 år arbejdet i superligaen af dansk teater og comedy. Omkring 30 teaterforestillinger er det blevet til hen over årene, senest Folketeatrets turnésucces EKS-MÆND. Mest kendt er de dog nok for deres arbejde på Cirkusrevyen, hvor de har leveret en lang række af Ulf Pilgaards allerstørste succes'er.

Entré: 245-325 kr

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden