Lærkegård gårdbutik & cafe

Markebækvej 2, Skævinge

Onsdag den 28. august 2024, kl. 19-21.



Foredrag

Foredrag om dramaet i Skævinge: Den forsvundne Landgren og slagtermesteren

V/Journalist Jens Meyer.

Foredraget finder sted på Lærkegård i Skævinge D.28/8 2024 kl 19-21. Der vil være mulighed for at købe kaffe, kolde drikkevarer og udvalgte kager i cafe'en. Tilmelding efter først-til-mølle igennem billetto.
SPISNING FØR FOREDRAGET kl 18: Der vil være mulighed for at spise før foredraget, bestillinger sker senest en uge før foredraget til Lærkegård, betaling på dagen.
Menu: Hvidløgsmarineret laksefilet med kold råmarineret kartoffelsalat, hjemmerørt dressing, husets salat og brød pris 169 kr
Hvis muligt må deltagere meget gerne arrangerer samkørsel af hensyn til p pladser
For mere information se link til facebook event

Året er 1953. Vi befinder os i Skævinge. Det er fredag den 30. januar, og selvom det er både mørkt og koldt, har flere lokale borgere sat kurs mod Jernbanevej, hvor Skævinge Kro lokker med både lys og varme i krostuen og badminton i de tilstødende lokaler.
Krostuen er godt fyldt op. Der er gang i snakken, og kroejer Gunnar Sigvartsen har travlt med at servere øl til kroens mange gæster.
To af gæsterne, der har taget plads i krostuen, er arbejdsmanden Harald Rasmus Kahr Landgren og den lokale slagtermester, Mogens Rasmussen. De to mænd sidder sammen, og ingen af de andre gæster observerer noget usædvanligt ved bordet, hvor de sidder. Men omkring kl. 23.00 bemærker flere af de andre gæster, at de to mænd og slagtermesterens søn, som i løbet af aftenen har tilsluttet sig selskabet efter at have spillet badminton, forlader krostuen. De går alle tre i retning mod slagtermesterens ejendom, der ligger tæt på kroen
Senere på aftenen slutter en af de andre krogæster sig til den lille flok, der er taget hen til slagtermesterens ejendom. Han får sig en øl i slagtermesterens køkken sammen med slagtermesteren og Landgren, men forlader efterfølgende køkkenet og de to mænd. Siden den aften har ingen hørt eller set noget til Landgren. Han forsvinder sporløst.
Landgren bliver efter nogle uger meldt savnet hos politiet, og mistanken falder hurtigt på slagtermesteren. Et par måneder efter Landgrens forsvinden, den 18. marts 1953, kommer politiet forbi slagtermesterens bolig for at tale med ham. Men da han ser politiet, løber han op i husets soveværelse på førstesalen. Her skyder han sig selv med et jagtgevær. Sagen bliver efterfølgende henlagt og betragtet som opklaret. Men Landgren bliver aldrig fundet
Jeg har som journalist gravet meget dybt i sagen og i politiets grundige efterforskning. Jeg har også interviewet mennesker, der selv var tæt på begivenhederne eller har fået fortalt historien fra familiemedlemmer, der dengang var tæt på sagen og de involverede personer. Jeg vil prøve at forklare, hvad der gik forud for, at Landgren forsvandt sporløst, og slagtermesteren endte med at tage sit eget liv. I årtier har sagen været tabubelagt for mange lokale borgere i Skævinge, der var tæt på begivenhederne for nu over 70 år siden.

Entré: 60 kr

Køb/bestil billet