Kunsten - Museum of Modern Art, Aalborg

Kong Christians Allé 50, Aalborg

Onsdag den 27. marts til søndag den 15. september 2024, 10:00-17:00 (21:00).



Billedkunst

NEU - Polke, Kiefer & Baselitz

Efter Anden Verdenskrig tog tre mestre livtag med historien med et nyt, banebrydende, kunstnerisk blik på Tyskland. Oplev Polke, Kiefer og Baselitz' største mesterværker fra Louisianas samling.

"Den mest intakte verden er kunstens verden."
Georg Baselitz

De er tre af de mest toneangivende stemmer i tysk efterkrigstidskunst. Efter Anden Verdenskrig skabte de et regulært kunstnerisk nybrud.

Sigmar Polke, Anselm Kiefer og Georg Baselitz var drivkræfterne bag en omfattende fornyelse af kunsten på den anden side af krigen, hvor tabu og traumer lå som et tæt mørke over Tyskland.

Med deres eksperimentende og banebrydende tilgang til maleriet genvakte de en interesse for tysk kunst. Som en eksplosion blev kunsten kickstartet på ny med vidt forskellige bud på, hvordan den tunge historie kunne italesættes.

Oplev en række af Polke, Kiefer og Baselitz' største værker fra Louisianas samling. De giver et helt særligt indblik i en forslået tid i europæisk historie. Med et spirende håb og en tro på en lysere fremtid.

Baggrund
Som det eneste museum i Danmark rummer Louisiana en solid samling af moderne og kontemporær tysk kunst. Markant er især samlingen med værker af Sigmar Polke (1941-2010), Anselm Kiefer (f. 1945) og Georg Baselitz (f. 1938), der har banet vejen for nye motiver, tilgange og materialer i maleri og skulptur. De udgør en generation af kunstnere født i 1930'erne og 1940'erne, som har udformet sit helt eget, unikke billedsprog rundet af efterkrigstiden. Med deres banebrydende bidrag til kunstens - og i særdeleshed maleriets - udvikling har de endeligt markeret genrejsningen af den tyske kunst i et internationalt perspektiv.

Udstillingen er støttet af Tove og Carsten Løvbjergs Almene Fond, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Arne V. Schleschs Fond.

Foto i top: Anselm Kiefer, Jason, 1989. Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk. Donation: Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden og Louisiana-Fonden.

Åbningstider
Mandag: Lukket (dog særlige åbningsdage i ferier - se nedenfor)
Tirsdag-torsdag: kl. 10-21
Fredag-søndag: kl. 10-17.

Entré: Entrépris

Læs mere på hjemmesiden