Aalborg Portland

Rørdalsvej 44, Aalborg Øst

Lørdag den 28. september 2024, 13:00-16:30.



Ekskursion

Besøg Flyveplads Aalborg Öst

Nu får du muligheden for at flyve tilbage til Aalborg under besættelsen i årene 1940-45.

Turen går til den tyske flyveplads Aalborg Öst beliggende i Rørdal tæt ved Aalborg Portland. Undervejs er der mulighed for at udforske nogle af de forladte tyske bunkere, der stadig ligger gemt i området.

Turen begynder ved Aalborg Portland, hvor guiderne Bent Ole Borup og museumsinspektør Thor Bæch Pedersen fortæller om flyvepladsens spændende og dramatiske historie med flystyrt og luftkrig.

Flyvepladsen ved Rørdal blev oprindeligt anlagt i 1936 som en privat flyveplads for direktør og medejer af Aalborg Portland Cementfabrikker, ingeniør Gunnar Larsen, og flyvepladsen lagde landingsbaner til Danmarks første indenrigsrute Aalborg-København.

9. april 1940 blev flyvepladsen besat af tyskerne og udbygget til uigenkendelighed, og var sammen med flyvepladserne Aalborg West og Aalborg See Nordeuropas største flyveplads ved befrielsen i maj 1945.

Herefter fortsætter publikum turen i bus ud på området, hvor flyvepladsen var placeret. Undervejs fortæller guiderne, og der gøres stop ved flere af de skjulte bunkere, som publikum ekstraordinært får lov at udforske på egen hånd. Der stoppes bl.a. ved flyvepladsens kommandobunker og en sanitetsbunker, hvor tilskadekommen de kunne behandles.

På turen kan du også høre om, hvordan flyvepladsen efter befrielsen blev benyttet som flygtningelejr til nogle af de titusindvis af tyske flygtninge, som ankom til Danmark i månederne op til befrielsen i 1945.

Turen inkluderer kage, samt øl/vand, der indtages i rammer af flyvepladsens ammunitionsbunker, beliggende med fantastisk udsigt over fjorden.

Husk passende beklædning, fodtøj og en lommelygte. Gummistøvler kan være en god ide.

Mødested: Aalborg Portland, Rørdalsvej 44, 9200 Aalborg Ø.

Varighed: Ca. 3½ time.

Pris: 249 kr inklusiv 10 kr i administrationsgebyr

Læs mere på hjemmesiden