Train

Toldbodgade 6, Aarhus C

Torsdag den 17. oktober 2024, kl. 20.



Musik

ORM

I efteråret 2024 vender ORM tilbage til de danske landeveje for endnu engang at udforske og udfordre Danmarks unikke spillesteder med deres anmelderroste progressive black metal. Alle er inviterede til starten på denne nye æra i ORMs historie.

ORMs popularitet i det danske metalmiljø kan ikke tages fejl af, og deres tidligere udgivelser, albummet 'Ir' fra 2019 og EP'en 'Mit Blod' fra 2020, er blevet skamrost af anmeldere fra blandt andet Politiken, Information og GAFFA. Musikalsk bliver man blæst omkuld af ORMs omskiftelige og dragende univers, hvor mytiske fortællinger om menneske og natur går i symbiose med storslået, melodisk og samtidigt rå og direkte black metal.

Når ORM spiller live, får de danske fans mulighed for at opleve bandets tårnhøje ambitioner og uhørte grad af musikalsk kompromisløshed - hvilket de blandt andet demonstrerede på deres danmarksturné i 2022, og senest til en komplet udsolgt koncert i Koncertsalen i DR Koncerthuset, hvor de skabte en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Med sig bragte de bl.a. deres seneste dobbeltalbum 'Intet - Altet', som har modtaget stor ros fra musikanmeldere hele vejen rundt og hele seks stjerner fra GAFFA.
Nu er bandet klar til at ramme landevejene endnu en gang og påbegynde den næste æra af ORM:

"Efter Koncertsalen er vi ivrige efter at komme ud i landet på nogle mere intime og traditionelle venues og vende lidt tilbage til vores rødder. Vi inviterer alle publikummer til en aften fyldt med vildskab, sørgmodighed, fordybelse og forandring og muligheden for at få et indblik i næste kapitel af ORM", Simon, Theis, Malthe og Adam.

SUPPORT: Glemsel

Entré: 260 kr

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden