LiteraturHaus

Møllegade 7, København N

Mandag den 29. april 2024, kl. 18.30-21.



Foredrag

Tysklandssalon: Immanuel Kant - 300 år senere

Immanuel Kant - 300 år senere. Vi fejrer i Tysklandssalonen Immanuel Kants 300. fødselsdag. Den 22. april 1724 blev den tyske filosof født i byen Königsberg i det daværende Østpreussen.

Hans filosofiske tekster er sidenhen blevet verdensberømte: Hvem kender ikke hans definition af oplysningen som "der Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit" fra 1783, og hvem har ikke hørt om det kategoriske imperativ, som Kant lægger til grund for sin moralfilosofi?
Kant har med sin "kopernikanske vending" revolutioneret hele erkendelsesteorien, således at erkendelsen retter sig efter subjekterne og ikke er objektivt givet. Politisk kan man også spore en indflydelse i Den tyske Grundlov, især artikel 1, som henviser til "menneskets ukrænkelige værdighed", som refererer til Kants idé om, at ethvert menneske har en absolut værdi i sig selv. Men hvordan læses Kant nu, og hvordan forklares hans forestillinger om race og køn? Hvad kan vi bruge Kant og hans teorier til i dag? Disse spørgsmål vil vi diskutere i Tysklandssalonen med vores gæst Esther Oluffa Pedersen, dr.phil. og lektor i filosofi på RUC. Hun er ekspert i Kant og arbejder bl.a. med socialfilosofi, filosofisk antropologi og kulturfilosofiske spørgsmål, heriblandt intellektuel debatkultur, humanisme og demokrati. P.t. leder hun et forskningsprojekt om tillid i det digitaliserede samfund.

Samtalen foregår på dansk. Der er som altid fri adgang til salonen, men der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at reservere en billet. Det kan du gøre her fra fredag, den 12. april 2024, kl. 12.

Dørene åbner kl. 18.30, hvor DJ Lars Bliesener vender plader, selve salonen starter kl. 19.30. Baren i LiteraturHaus er som altid åben og byder på et bredt udvalg af drikkevarer.

Tysklandsalonen er en tilbagevendende begivenhed for alle, der interesserer sig for Tyskland.

Hver salon tager aktuelle temaer og udviklinger i Tyskland op og kaster et blik på tysk kultur, samfund og politik. Hvad står øverst på den tyske regerings dagsorden, hvilke intellektuelle debatter er dominerende, hvordan agerer Tyskland ude i verden? Hvilke aktuelle udfordringer står Tyskland overfor lige nu? Værterne - Adam Paulsen, Anna Sandberg, Moritz Schramm og Philipp Ostrowicz - vil hver gang diskutere med hinanden og også foretage en lille rundtur i aktuelle bøger, film eller udstillinger. Til hver salon inviteres desuden en gæst, der er ekspert i aftenens tema, eksempelvis en forfatter, historiker eller politiker.

Salonerne er arrangeret af Dansk-Tysk Selskab i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark, Dansk-Tysk Industri- og Handelsklub og LiteraturHaus.

Den næste salon finder sted den 27. maj 2024.

Køb/bestil billet