Sorø Bibliotek & Bykontor

Storgade 7, Sorø

Onsdag den 8. maj 2024, kl. 10.



Andet

Naturpose og årets ællebælleMAJfortælle bog

Hyggelig formiddag, hvor 0-3 årige og deres søskende kan lave deres egen naturpose og få årets ællebælleMAJfortælle bog: "Hov! Hørte du det?" af Tove Krebs Lange med hjem.

Vil dit barn gerne have sten, grene og alverdens spændende ting med hjem, når I er ude og gå tur i naturen? Så kom ned på biblioteket, hvor børnene kan lave deres helt egen naturpose til at samle og gemme alle disse skatte i. Biblioteket har muleposer, poscatusser og hvad vi ellers skal bruge, så børn og voksne skal blot medbringe en god portion fantasi og lysten til at være kreative.

Samtidigt uddeler vi årets ællebælleMAJfortælle bog, som er blevet trykt til alle børn i Sorø kommune i alderen 0-3. Temaet i år 2024 er natur og bogen hedder "Hov! Hørte du det?" og er skrevet og illustreret af børnebogsforfatter Tove Krebs Lange. En virkelig sød fortælling om en snudebille og mariehøne på vej til biens fødselsdag. Sammen med bogen får I også et aktivitetshæfte, der sætter fokus på, hvad man kan lave af sjove ting i naturen.

Målgruppen i projektet hedder 0-3 år, men medbring gerne dine søskende, så vi kan få en rigtig hyggelig dag sammen - som altid Og børnebibliotekar Sanne Ginger Noer vil meget gerne hjælpe med at finde pegebøger, billedbøger og højtlæsningsbøger, så I også kan komme hjem med ny inspiration til højtlæsning.

Det er gratis at deltage, men for at sikre nok bøger, materialer og stole, så har vi brug for, at I tilmelder jer.

Der er mulighed for at parkere udenfor biblioteket, og der er plads til barnevogne indenfor. Man er velkommen til at blive og spise madpakker ved bordene i børnebiblioteket bagefter, og der er puslebord på toilettet.

Projekt "VestLÆSland" stiller skarpt på læsning hos de allermindste i perioden 2021-2024. Hvert år i maj kulminerer indsatsen ved læsefestivalen "ÆllebælleMAJfortælle" på tværs af de involverede kommuner Lejre, Sorø, Slagelse, Ringsted, Kalundborg og Odsherred.

Køb/bestil billet