Vi slutter '1000 meter blues' af med et brag af en koncert på Vesterbrogade 10, hvor bandet The Devils giver os en oplevelse med energi og høj intensitet.
Vi slutter '1000 meter blues' af med et brag af en koncert på Vesterbrogade 10.
Det amerikanske Los Angeles-band Red Devils spillede i starten af 90'erne bluesrock, som om de skulle skydes ved daggry: De mente det helt ind til benet og var komplet ligeglade med den traditionelle Chicago-blues. De sad ikke fast i de traditionelle tolv takter over de samme tre akkorder, men spillede med en sjældent set vildskab og punkrock-agtig kant.
Københavnerbandet The Devils er ikke et traditionelt bluesband, men en beskidt genrebastard, der går til bluesrocken på præcis samme måde som det californiske forbillede: Som en feeling, der skal skydes af. En desperation, der skal krænges ud. En forløsning og en afledning for alt det, vi går og undertrykker i hverdagen. Her er det ikke formen, der er afgørende, for det er intensiteten og energien, der skaber oplevelsen, når publikum bliver revet rundt af musikken.
Mange af bandets numre går i bare én akkord, og musikken er bygget op omkring tranceagtige gentagelser og en slidt og laset lyd, der sviner bluesrocken til og virkelig sætter gang i publikum. Her er det ikke meningen, at det skal lyde pænt, for The Devils går ikke efter hverken røde kærlighedssange eller sørgmodig blå melankoli. I stedet spiller de med en fandenivoldsk vildskab og en meget mere organisk tilgang til musikken, som har rødder i blues, men er vokset med vildskud i helt andre retninger.
Bandets sangtekster er bygget på et bærende element af fortrydelse og desperation. Følelsen af virkelig at have skidt i nælderne og være kommet ud på et sidespor. At være så langt ude, at det er for sent at gøre noget ved det. At være kommet dertil, hvor man kun kan gå linen ud, skide på det hele og skrige i ren og skær afmagt ad hele verden. Det er musik, der sætter fingeren direkte ned i en øm nerve og trykker hårdt til - og som sender publikum i ren ekstase under bandets medrivende koncerter.
The Devils udgøres af bandmedlemmer med flere årtiers erfaring bag sig: Forsanger Søren Bruun synger i en klassisk Green Bullet-mundharpemikrofon, der giver vokalen en skrattende 50'er-agtig lo-fi-transistorlyd, mens guitarist Lars Diers, bassist Christian Balder og trommeslager Lars Lorentzen lægger det pulserende bagtæppe. Lyden er en sand smeltedigel af store inspirationskilder som ZZ Top, Motörhead og bluesfædre som Howlin' Wolf, Sonny Boy Williamson og Willie Dixon.
Læs mere på hjemmesiden
Vi slutter '1000 meter blues' af med et brag af en koncert på Vesterbrogade 10.
Det amerikanske Los Angeles-band Red Devils spillede i starten af 90'erne bluesrock, som om de skulle skydes ved daggry: De mente det helt ind til benet og var komplet ligeglade med den traditionelle Chicago-blues. De sad ikke fast i de traditionelle tolv takter over de samme tre akkorder, men spillede med en sjældent set vildskab og punkrock-agtig kant.
Københavnerbandet The Devils er ikke et traditionelt bluesband, men en beskidt genrebastard, der går til bluesrocken på præcis samme måde som det californiske forbillede: Som en feeling, der skal skydes af. En desperation, der skal krænges ud. En forløsning og en afledning for alt det, vi går og undertrykker i hverdagen. Her er det ikke formen, der er afgørende, for det er intensiteten og energien, der skaber oplevelsen, når publikum bliver revet rundt af musikken.
Mange af bandets numre går i bare én akkord, og musikken er bygget op omkring tranceagtige gentagelser og en slidt og laset lyd, der sviner bluesrocken til og virkelig sætter gang i publikum. Her er det ikke meningen, at det skal lyde pænt, for The Devils går ikke efter hverken røde kærlighedssange eller sørgmodig blå melankoli. I stedet spiller de med en fandenivoldsk vildskab og en meget mere organisk tilgang til musikken, som har rødder i blues, men er vokset med vildskud i helt andre retninger.
Bandets sangtekster er bygget på et bærende element af fortrydelse og desperation. Følelsen af virkelig at have skidt i nælderne og være kommet ud på et sidespor. At være så langt ude, at det er for sent at gøre noget ved det. At være kommet dertil, hvor man kun kan gå linen ud, skide på det hele og skrige i ren og skær afmagt ad hele verden. Det er musik, der sætter fingeren direkte ned i en øm nerve og trykker hårdt til - og som sender publikum i ren ekstase under bandets medrivende koncerter.
The Devils udgøres af bandmedlemmer med flere årtiers erfaring bag sig: Forsanger Søren Bruun synger i en klassisk Green Bullet-mundharpemikrofon, der giver vokalen en skrattende 50'er-agtig lo-fi-transistorlyd, mens guitarist Lars Diers, bassist Christian Balder og trommeslager Lars Lorentzen lægger det pulserende bagtæppe. Lyden er en sand smeltedigel af store inspirationskilder som ZZ Top, Motörhead og bluesfædre som Howlin' Wolf, Sonny Boy Williamson og Willie Dixon.
Fri entré
