Langeland Bibliotek

Østerport 5-7, Rudkøbing

Fredag den 10. maj 2024, kl. 09.30-15.



Natur

Fine fugle og litterære lækkerier

10/5: Tag med biblioteket på en natur- og litteraturvandring ad Øhavsstien.

Litterrær vandring

Fredag 10. maj kan du i forbindelse med Geopark Dage tage med biblioteket på gåtur ad Øhavsstien og ned til Lindelse Nor.

Undervejs byder bibliotekaren på små litterære godbidder, og der vil være stop med højtlæsning, fuglekigning og natursansning.

Vi arbejder på at få en fuglekender til at fortælle om nogle af de mange spændende fugle i området omkring Rudkøbing Vejle.

Ved Lindelse Nor venter biolog Astrid Ejlersen os med et lille oplæg om Lindelse/Henninge Nor og kultur- og naturlandskabet mellem Rudkøbing og noret.

Derefter holder vi en frokostpause - vi byder på en sandwich og lidt at drikke til. Har du allergier eller ønsker en vegetarisk sandwich - kontakt kimhei@langelandkommune.dk

De litterære godbidder vil være en blanding af lyrik og uddrag af nyere og ældre romaner, essay og faglitteratur inden for genren "naturlitteratur", og vi kommer også omkring enkelte film. Litteraturliste udleveres på turen.

Deltagerne er selvfølgelig også velkommen til at dele anbefalinger af og erfaringer med relevant litteratur.

Turen er i alt ca. 14 km lang, så det er vigtigt med fornuftigt fodtøj og en nogenlunde kondition. Vi går i normalt tempo, og turen varer i alt ca. 5½ time.

Det er oplagt at tage kikkert med og husk påklædning efter vejret.

Tilmelding senest 6. maj.

Langeland Bibliotek: Der gemmer sig utallige oplevelser på biblioteket

På Langeland Bibliotek kan du gå på opdagelse i det hyggelige børnebibliotek, hvor der er legehjørne og plads til at slå sig ned, læse en bog eller bare være sammen.

I skoleferierne er der kreaværksted, og i efterårsferien står programmet på Børnekulturfestival med teater, workshops og andre begivenheder til børn og unge.

Her finder du også andre ting til indendørs hyggen, bøger, brætspil, film og musik.

Eller tag en slapper rundt omkring ved de mange, hyggelige læsekroge, hvor du bl.a. kan læse aktuelle magasiner og aviser, dykke ned i lokalhistoriske bøger eller benytte wifi'en.

Alle kan låne

Uanset hvor i landet du kommer fra, kan du låne på Langeland Bibliotek - og endda tage bøgerne med hjem, hvis du ikke blev færdig. Du skal meldes ind for at låne, f.eks. via vores hjemmeside. Husk dog at aflevere dem i god tid på dit lokale bibliotek, da der går et par dage inden Langeland Bibliotek modtager dem igen.

På Langeland Bibliotek tilbydes:

Book en bibliotekar, Kopi, scan og print, hjælp til opgaveskrivning, dagens aviser, netadgang og computere, og meget mere. Du kan komme ind på biblioteket i Rudkøbing hver dag året rundt fra kl. 7-21 mandag-torsdag, 7-18 fredag-søndag. På resten af øen kører bogbilen ugentligt, ligesom den sejler til Strynø hver 3. uge.

Når personalet ikke er til stede, kan du alligevel komme ind. Du skal blot scanne dit sundhedskort i kortlæseren til venstre for hoveddøren for at komme ind.

Udenlandske gæster kan hente et gæstekort i Novasol eller Besøgscenteret i Østergade 23.

Kontakt: langeland.bibliotek@langelandkommune.dk / (+45)63 51 63 30.

Køb/bestil billet