VEGA

Enghavevej 40, København V

Fredag den 24. maj 2024, kl. 21.



Rock/Pop

The Savage Rose - Wild Child Tour

The Savage Rose - Wild Child-tour. Billetterne er blevet revet væk til The Savage Roses kommende Wild Child-tour, men det er lykkes at klemme en ekstra koncert ind i tourplanen!

Klikkede du forgæves efter billetter til forårstouren, har du derfor nu chancen igen, når The Savage Rose gæster Store Vega fredag d. 24. maj.

THE SAVAGE ROSE
At The Savage Rose er et ikon på den danske musikscene, er ikke til diskussion. Bandet har formået at bevæge og inspirere lyttere i mere end 50 år og med deres unikke lyd og kraftfulde sangskrivning har bandet for længst cementeret sig som et af Skandinaviens mest betydningsfulde bands.

Med Annisettes sjælfulde stemme i front, er The Savage Roses musik kendt for at være både rå og dybt personlig. Bandet har udgivet utallige albums og opnået stor anerkendelse både nationalt og internationalt. De viser gang på gang deres evne til at skabe musik der afspejler tidsånden og samtidig udfordrer konventionerne inden for genren. Som David Fricke fra det amerikanske rocktidsskrift Rolling Stone tidligere har skrevet om bandet "The Savage Rose are not prisoners of history - because they never stopped making it."

Gennem årene er musikken blevet soundtracket til adskillige generationers liv og har bidraget til at forme den danske musikscene. Med deres tidløse og dybt bevægende musiske univers har de formået at skabe et følelsesmæssigt og kunstnerisk rum, hvor lytterne kan fordybe sig og lade sig rive med af musikkens kraft.

Live er The Savage Rose kendt for deres intense energi og evne til at skabe en nærværende og betagende oplevelse. Oplev det selv, når The Savage Rose drager på tourné rundt i landet i 2024.

I år er det 50 år siden det ikoniske Wild Child-album udkom, og som en hyldest til det banebrydende album har bandet valgt at kalde deres kommende tourné - Wild Child-tour.

The Savage Rose anno 2024 består udover Annisette, af Naja Rosa Koppel (kor), Amina Omar Carsce (kor), Las Nissen (guitar), Frank Hasselstrøm (blæsere og keys), Dan Hemmer/Daniel Fridell (Hammond og keys), Jacob Haubjerg (bas) og Anders Holm (trommer).

Entré: 395 kr

Køb/bestil billet