Kulturhuset Islands Brygge

Islands Brygge 18, København S

Fredag den 24. maj 2024, kl. 20.30-23.



Musik

Klub Soja: Barbro (solo) + Slagger Lund & Olesen

Barbro. At lytte til Barbro kan føles meget som at blive hvisket en hemmelighed.

Siden sin debut med singlen 'I'm fine' i 2021 har Barbro udgivet en perlerække af ætsende ærlige kompositioner, der har sikret dem strålende anmeldelser og i '22 tilmed både Carl Prisen og en Steppeulv som "Årets Håb".
Barbros sange formidler et socialt engagement i deres sårbarhed. Når Barbro indtager scenen hos Klub Soja, er det samtidig med debutalbummet 'Bad Choices' i ryggen, og her er deres indre rock-rebel for alvor blevet sluppet løs. De nye tunge tracks skælver af internet-sarkasme og teenagesure fuck(!systemet!)fingre, men under den dystre meme-overflade lurer en genkendelsens glæde, der glimter allerstærkest netop dér, hvor nogen stikker ud.
"Barbro konfronterer alle sine dårlige beslutninger på det fremragende debutalbum" - Soundvenue
"Steppeulvens bogstaveligt talt sidste håb for dansk musik tager ingen dårlige valg" - GAFFA
Slagger Lund & Olesen
To egenartede danske sangskrivere tager i 2024 på tur
sammen. Nye og gamle dansksprogede sange udsat for guitarer og uskønsang.

Om Slagger Lund
Slagger Lund - som er døbt Flemming Lund og også arbejder
som digter og billedkunstner - har siden EP-debuten i 2018 spillet adskillige
koncerter, bl.a på Radar i Aarhus og Hotel Cecil i København og har udgivet tre
albums, alle med dansksprogede, særegne, poetiske tekster i fokus. En form for
alternativ singer-songwriting, eller 'moderne lejrbålssange deluxe', som
Slagger Lund selv kalder sin dansksprogede, skramlede DIY-genre. Slagger Lunds
sange er både højstemte som salmer og uprætentiøst hverdagsgenkendelige, med
poetiske sætninger der sætter sig permanent; her er humor og angst et
nødvendigt samspil og et vilkår. I 2023 udkom albummet Maniak, som vakte
berettiget opsigt blandt kritikere og kolleger og en voksende skare af følgere.
Slagger Lund arbejder p.t. på et nyt album.
Om Olesen
Peter H. Olesen har spillet musik de seneste fyrre år. I
duoer som Olesen-Olesen og De efterladte og tidligere endnu i bandet Greene.
Under Olesen-navnet solodebuterede han i 2023 med det akustiske album Blues
& salmer. Olesen forsøger at markedsføre sine sange for 'nutidige viser',
men den betegnelse er han tæt på at være ene om at holde af. Melodiske sange
med kraftig vægt på ordene - poesien og fortællingerne - er det i hvert fald.
Olesen arbejder p.t. på et nyt album. Ved siden af musikken arbejder Peter som
forfatter, og han har skrevet en række digtsamlinger og indtil videre fem
romaner.

Entré: 80 kr

Køb/bestil billet