CLAY Keramikmuseum Danmark

Kongebrovej 42, Middelfart

Fredag den 3. maj 2024, 15:00-16:00.



Andet

Boglancering på CLAY: Dansk Keramisk Bibliografi ført up-to-date

Så er der godt nyt for folk med interesse for dansk keramikhistorie. Den 3. maj udgives nemlig et supplement til Gunnar Jakobsens Dansk Keramisk Bibliografi fra 2014 - et værk på knap 1000 sider med henvisninger til litteratur om dansk keramik.

Supplementet udgives af CLAY Keramikmuseum, hvilket bliver markeret med en reception fredag d. 3. maj kl. 15-16. Her vil Gunnar Jakobsen fortælle om sit mangeårige arbejde med at indsamle og kortlægge, hvad der er skrevet om danske keramikere, værksteder, fabrikker og slægter. Alle er velkomne.
Nyudgivelsen supplerer med nyfunden litteratur udkommet før 2014. Herudover er litteraturen om Aluminia, Den kongelige Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl i Royal Copenhagens samling på Clay gennemgået og ikke hidtil registreret litteratur optaget i bibliografien.
Bibliografien er et fantastisk værktøj for samlere, museumsfolk, bibliotekarer, forskere, auktionshuse, antikvitetshandlere, gallerister og journalister samt andre, der gerne vil vide, hvor man kan finde oplysninger om de enkelte keramikere eller keramiske virksomheder. Der er henvisninger til litteraturen om værksteder og fabrikker og deres ansatte fra sidst i 1700-tallet og frem til 2023. Tilsammen indeholder de to bind henvisninger til omkring 5.000 keramikere, kunstnere og designere!
Rækken af slægtstavler for keramiker- og kunstnerfamilier er også udvidet, så der nu er 27 slægtstavler tilgængelige i Dansk Keramisk Bibliografi.

Om forfatteren
Gunnar Jakobsen (f. 1949) står på en lang karriere inden for den danske told- og skatteadministration. Han var i en årrække leder af Toldbiblioteket og er desuden bestyrelsesmedlem og sekretær i Dansk Told- og Skattehistorisk Selskab med ansvar for bl.a. udarbejdelse og udgivelse af historiske bøger.
Han har bred international erfaring i rådgivningsarbejde som følge af konsulentarbejde med told- og skatteadministrationer i Europa, Afrika og Asien samt arbejdet for det danske udenrigsministerium, EU-Kommissionen og Verdensbanken.
Sideløbende har han dyrket sin interesse for keramik- og kunsthistorie, bl.a. som aktiv i bestyrelsen for foreningen Keramikkens Venner. Han har udgivet flere bøger og bibliografier, bl.a. "Ib Spang Olsen og Plakaten", "Ib Spang Olsen og Bogen" og "Dorte Karrebæk og Bogen", samt bidraget med registreringer af værker og litteratur til bogen om Tommerup Keramiske Værksteds 30-års jubilæum, ligesom han har udarbejdet bibliografier til bøgerne "Stentøjsmesteren" om Axel Salto og "SAXBO og Nathalie Krebs".

Fri entré