Det gule hus i Hallinsgade

Hallinsgade 1, København Ø

Fredag den 17. maj 2024, kl. 17-22.



Billedkunst

Surreel rejse sydpå

DEN 17. Maj 2024 - klokken 17.00 til 21.00 i Hallinsgade 1, 2100 KBH Ø - åbnes dørene for en helt igennem unik kunstoplevelse i København, hvor et Kartoffelrækkehus omdannes til et magisk rum af syret kreativitet.

35 værker af kunstneren Mie Hørlyck Mogensen smykker huset, skuespillerinder uropfører monologer, et band optræder og mere musik flyder
DER er tale om et et gesamtkunstwerk - en surreel rejse sydpå, hvor begivenheder, overvejelser, drømme og følelser udtrykkes i samspil med og modspil mod hinanden. Personer optræder på forskellige bevidsthedsniveauer, og du suges sydpå til en helt anden verden.
OPLEV for en aften - en anderledes fernisering og en forførende forestilling, der udforsker en mangfoldighed af temaer, fra det funky til det filosofiske - og med en stille strøm af skygger, sorg og stagneret venten.
Kunstner Mie Hørlyck Mogensen tager os med på en surreel rejse sydpå med afsæt i Frederikke Letts privat hjem i Kartoffelrækkerne
De 35 værker rummer i forskellige udtryk - en refleksion over universelle temaer som hjem, længsel, død, håb, venten, frygt, hjælp, sorg, soning og skønhed.
Gennem en sanselig, skabende lyst og et markant kunstnerisk udtryk, udforsker Mie Hørlyck Mogensen kompleksiteten af hukommelse og det flygtige i den menneskelige opfattelse af virkeligheden. Fra fem store stedspecifikke værker, der transformerer Frederikkes hjem fra dagligdagen til drømme fyldt med perler, citroner og smykker - og med udsigter udover Grande Canale i Venedig i stedet for Øster Farigmagsgade, til "Night Ruminations" (red. Natterumineringer) der maler nattens ubrugelige tomgangs følelser frem i dagslyset til skue og kærlig omsorg.
I et videoværk forvandler Mie husets indre til en levende strøm af perler, citroner og Venedigs sorte vand, der tager os endnu dybere ind i det vi alle famler efter, leder efter og måske møder, hvis vi omfavner et sårbart sinds savn.
Besøgende kan forvente at blive forført fra et konkret sted og ind i en anden verden af en unik blanding af luksus, længsler og surreel skønhed. Udstillingen er i sin helhed et kunstnerisk værk.
PROGRAM:
Dørene åbner kl 17-21
Publikum inviteres til at gå opdagelse i huset, hvor i alt 5 værelser er transformeret med stedsspecifikke kunstværker. Skuespillerinderne Marie Bach, Christine Albeck Børge, Ellen Hovmand og Frederikke Lett selv - vil på dagen opføre tekster skrevet til værkerne af Frederikke Lett. Mie vil desuden opføre en performance i forbindelse med værket Night Ruminations. Bandet PERSONEN bestående af Gudrun Marie Schmidt, Nikolaj Vinten og Jonas Engberg optræder med egne sange lavet til udstillingen og Tobias Kiel spiller fra gaden, mens citroner flækker overalt i huset
På baggrund af mange intime samtaler med Frederikke Lett har Mie Hørlyck Mogensen udviklet i alt 5 værkserier, med blæk, video, collage og lyd.

Alle serier er monteret i huset og med afsæt i de konkrete rum. Alle serier fungerer såvel selvstændigt som aftenens scenografi - og værkerne er til salg.

Entré: 110 kr