Vikingeskibsmuseet

Vindeboder 12, Roskilde

Søndag den 26. maj 2024, kl. 10.30-15.30.



Andet

Venneforeningsdag

Søndag den 26. maj slår Venneforeningen, i samarbejde med museet, dørene op for endnu en familiedag, hvor alle medlemmer og deres familier inviteres til en hyggelig dag med historiske oplevelser, både til vands og til lands

Vi har sammensat et medrivende, lærerigt og underholdende program, hvor der er noget for alle aldersgrupper; Rundvisninger, aktiviteter og sejladser.

Gratis sejlads og aktiviteter på Venneforeningsdagen

Vi satser på godt vejr og håber, at alle der har lyst, får prøvet kræfter med at ro og sætte sejl i en af museets både. For som noget helt særligt, er det på Familiedagen også gratis for medlemmer (med én voksen ledsager og op til 2 børn) at deltage i sejladser.
Der er dog begrænsede pladser til børn, der også skal være mindst 4 år for at deltage i sejlads.

På land er der plads og rum til at opleve og udforske museet, og Familiedagen byder på forskellige aktiviteter for børn og voksne, både ude og inde.

Program for familiedagen, kl. 10:30 - 15:30:

Udendørs familierundvisning
Krigertræning på Strandengen. Der skal grines, trænes og kæmpes på fuld drøn!
Gå ombord i Havhingsten
Sæt jer til rette i det 30 meter lange vikingeskib Havhingsten, lyt til skibets og vandet lyde og fornem hvordan skibet vugges i takt med vandets bevægelser. Havhingsten er en rekonstruktion af et krigsskib fra vikingetiden, og på Familiedagen tager vi jer med tilbage til Havhingstens storhedstid.
Vikingeskibets Hemmeligheder (mest til voksne)
I Vikingeskibshallen er de 5 Skuldelev Skibe nu udstillet, med deres forhenværende hjem - Roskilde Fjord- som bagtæppe. De smukke - men tavse skibe - gemmer på hemmeligheder, og særligt Skuldelev 5 er bemærkelsesværdig. På denne rundvisning kommer I til at høre om, hvorfor Skuldelev 5 er så speciel, og om rekonstruktionen af Skuldelev 5, som i øjeblikket er ved at blive bygget på Værftet.
Sejlads på fjorden
På sejladsen vil I opleve, hvordan det var at være viking til søs. Du og den øvrige besætning deltager aktivt ombord med at ro, sætte sejl og udføre andet 'sømandsarbejde'.

Tilmelding til både familiedag og sejlads er nødvendig, da der er et begrænset antal pladser til sejladsen.

Praktisk om Venneforeningsdagen
Arrangementet er gratis for medlemmer og familie, da medlemskabet giver mulighed for at tilmelde en ledsager og op til 2 børn

Er der endnu flere familiemedlemmer, der vil tage del i en familiedag fuld af historie, spænding og aktivitet? Frygt ej! Det vil være muligt at melde sig ind i Venneforeningen online til og med den 20. maj og dermed få gratis adgang til familiedagen - så spred budskabet til alle, der kunne have lyst til at deltage

Link til medlemskab: Medlemskab - Vikingeskibsmuseets Venner

Det vil også være muligt at melde sig ind i Venneforeningen og tilmelde sig familiedag og sejlads på selve dagen i Venneforeningens bod.

Der vil være 10 % rabat i Cafe Knarr for medlemmer af Venneforeningen på familiedagen.

Vær opmærksom på, at medlemskort eller dokumentation for medlemskort købt online skal vises sammen med billetten. Eller at medlemskab skal købes på dagen.

HUSK! Tilmelding til både Venneforeningsdag og sejlads er nødvendig, da der er et begrænset antal pladser til sejladsen.

Køb/bestil billet