Spøttrup Lokalarkiv på Ramsing gamle Skole

Nørre Ramsingvej 21, Spøttrup

Torsdag den 6. juni 2024, kl. 19-21.

Arrangør: Hovedbiblioteket



Foredrag

En Lihmedrengs fortælling med Ib Svenningsen

En fantastisk aften i lokalhistoriens tegn, hvor Ib sammen med journalist og forfatter Joan Thora E. Laurberg fortæller sin historie.

Ministeren fik ham til at vælge folkeskolen

Alene gennem sit fag har han prøvet det meste og lidt til. For selv om han i dag nyder sit otium, så er det ekstra opgaver og ansvar, han trives med.
Som ung havde Ib Svenningsen ingen planer om, at han skulle uddanne sig til at undervise og senere blive leder i folkeskolen. Men det var sådan, det blev.
Samtidig fik han mulighed for at dyrke sin passion for historie, hvilket har givet mange timer på lokalarkiverne, hvor også arkivleder er kommet på cv'et.

At det blev skolen, som skulle danne grundlag for Ib Svenningsens karriere, var en kombination af et ønske om at finde et arbejde og evnen til at lytte til sin egen skolelærer, hvis karriere senere resulterede i en ministerpost. Oprindeligt var det altså et råd fra en voksen, som kendte unge Ib Svenningsens evner og mente, at her var noget, der kunne gå hånd i hånd. Her var noget, som kunne blive godt.
Det var muligheden for at kombinere arbejde og uddannelse, der fik Ib Svenningsen i gang med studierne på Marselisborg Seminarium. Dengang boede familien ved Aarhus, men et eksamensbevis og et uimodståeligt jobtilbud senere greb han muligheden for at flytte til Salling.

Gennem en årrække har Ib Svenningsen brugt en del af sin fritid på at dykke ned i historien og være arkivleder i lokalhistorisk regi. Sammen med indsatsen på skoleområdet har det skabt mange kontakter og et stort netværk, som han holder meget af at dyrke.
I skolen har Ib Svenningsen undervist i flere forskellige fag, og han har aldrig fortrudt, at han dengang som ung lyttede til sin lærer. Han har heller aldrig været i tvivl om, at eleverne har været det bedste ved skolen. Det var også eleverne, som tidligt i karrieren fik ham til at gå ind i kampen for at etablere en lokal ungdomsklub. Det lykkedes, og snart tilbragte han også fritiden sammen med egnens unge.

Ib Svenningsen er en glødende fortæller, som gerne indvier publikum i forskellige facetter af sit liv. Et liv, der i årevis har taget sit udgangspunkt fra hjemmet på Kåsvej i Lihme. Fra huset, han selv har bygget, og som er fra en anden tid, end det 20 kvadratmeter, mobile træhus, der engang var barndomshjemmet.

Bemærk: Foredraget foregår på Spøttrup Lokalarkiv på Ramsing gamle Skole, Ramsingvej 21, 7860 Spøttrup

Book gratis billet her på siden.
Arrangører: Museum Salling og Skive Bibliotek.

Arrangementet er støttet af Udviklingspuljen under Slot og Kulturstyrelsen og er en del af Fossilfestivallen.

Fri entré