Baptistkirken i Tølløse

Kvarmløsevej 27A, Tølløse

Søndag den 29. september 2024, kl. 16-18.



Klassisk

Afslutningskoncert: Ars Nova Copenhagen og Phillip Faber

Årets festival slutter af på højeste niveau med Ars Nova Copenhagen, der er et af verdens førende vokalensembler. De begejstrer publikum med deres tag på især det helt tidlige og helt ny-komponeret repertoire. Koncerten dirigeres af Phillip Faber.

Med koncerten "Nordisk lys og mørke" forsøges at indfange feltet mellem støj og stilhed. Løst formet omkring en dags passage fra den tidlige morgenstund til nattens dæmring præsenterer Ars Nova Copenhagen både musik, der i sin kompleksitet og sit udtryk kan virke voldsom, som kan blænde og virke overvældende, og musik, der i sin enkelhed og klarhed forløser og beroliger. Måske skal musikken endda opleves med lukkede øjne, så både lys og mørke kan finde sin plads for det indre blik.
Til koncerten skal vi nyde kendte klassikere af blandt andre Hugo Alfvén og Wilhelm Stenhammar. Ars Nova Copenhagen kommer også med musik af nulevende Karin Rehnqvist og danske Bent Sørensen.
Ars Nova Copenhagen er et danskbaseret, internationalt vokalensemble på 12 medlemmer, der specialiserer sig i renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, som udføres med præcision og nerve, og med en sound, der vækker opmærksomhed overalt i verden. Ensemblet har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler og har igennem årene turneret i mere end 40 lande. Med koncerter i København og resten af Danmark og flere årlige turnéer verden over, er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde. I 2023 turnerede ensemblet i Norge, Sverige, Finland, USA og Hong Kong. Ars Nova har indspillet en lang række albums, der har vundet adskillige priser; heriblandt en Grammy for The Little Match Girl Passion med musik af David Lang.

Klassisk Efterår Tølløse er en årligt tilbagevendende klassisk musikfestival i uge 39, der har som hovedformål at være et lokalt fyrtårn i formidlingen af klassisk musik på højeste professionelle niveau og et samlingssted for klassisk musik uden for hovedstadsområdet. Vi inviterer til intime musikoplevelser i form af kammerkoncerter, solokoncerter og foredrag.Med festivalen vil vi udvide paletten af de eksisterende kulturtilbud i Tølløse og Midt- og Nordvestsjælland. Koncerterne afholdes lokalt, og vi inkluderer så mange lokale institutioner som koncertsteder som muligt. Det skaber et unikt musikalsk fællesskab, hvor byens institutioner kan åbne dørene til lokalmiljøet og samarbejde på tværs under et fælles projekt.Klassisk Efterår Tølløse er et selvstyrende projekt under foreningen Fællesskab Tølløse i Holbæk Kommune.

Entré: 45 kr

Køb/bestil billet