Arkiv: Overstået event
Gateway Blokhus

Aalborgvej 90, Blokhus

Fredag den 18. april 2025, 13:00 - 15:00.



Andet

Blokhus Påskefestival 2025 | Vild med æg - Naturformidling med Badass Biology

Langfredag den 18. april inviterer Blokhus Påskefestival til en anderledes og lærerig oplevelse i skoven. Fuglene har lagt æg, men de kan ikke finde dem - og nu har de brug for hjælp!

Hvem lægger egentlig Danmarks største æg? Hvad vejer et solsorteæg, og kan man virkelig lave en omelet af et strudseæg? Svarene findes på vejen gennem Blokhus Klitplantage, hvor deltagerne sammen med biologerne Karen og Christoffer fra Badass Biology skal løse sjove opgaver og redde påsken.

Badass Biology, som til daglig holder til uden for Aarhus, har siden 2016 været en fast del af formidlingen af naturen i og omkring Blokhus. Karen, som har familie i området, blev gjort opmærksom på, at man søgte guider til at formidle om den strandede finhval. Både hun og Christoffer meldte sig, og opgaven viste sig at være startskuddet til deres passion for at gøre naturvidenskab spændende for alle aldre. Kort tid efter stiftede de Badass Biology, som i dag er en fast del af de mange familiefestivaler i Blokhus.

Selvom de i dag har jobs i Midtjylland, vender de altid tilbage til Blokhus i ferier og ved højtider - til stor glæde for de mange gæster, der får fornøjelsen af at komme "under overfladen" med de to sprudlende biologer. Med en enorm viden om alt, der kribler og krabler, formår de at kombinere læring og sjov på en måde, der fanger både børn og voksne.

Opgaveløbet varer fra kl. 13.00 til 15.00, og der er et begrænset antal pladser. Tilmelding er nødvendig på tlf. 40 54 10 97. Pris: 55 kr. pr. person, som betales kontant eller via MobilePay. Mødestedet er Gateway Blokhus ved legepladsen.

"Vild med æg" er en del af Blokhus Påskefestival, der afvikles fra den 12.-21. april, og arrangeres af Erhvervsforeningen Destination Blokhus i samarbejde med Badass Biology.

For dem, der ikke kan få nok af naturens mysterier, er der mulighed for at fortsætte oplevelserne samme aften, hvor Badass Biology inviterer på ravjagt i Blokhus. Her kan deltagerne lære at spotte rav i mørket og høre spændende historier om havets guld.

Aktiviteten er en del af Blokhus Påskefestival, se hele programmet her

Entré: 55 kr