I 2026 kan Aarhus Amatørsymfoniorkester fejre intet mindre end 100 års jubilæum - og du er inviteret.
Jubilæet bliver markeret med en forrygende festkoncert i Musikhuset i selskab med den prominente pianist Tanja Zapolski, der bl.a. er kendt som dommer i TV 2s Piano. Zapolski har tidligere arbejdet sammen med fremtrædende dirigenter og musikere fra både den klassiske og rytmiske verden. Som solist spiller hun værker fra den tidlige barok til helt moderne kompositioner, elektronisk musik og performance.
Denne aften byder på fantastiske værker af Peter Warlock og Modest Musorgskij, og så kan du opleve Zapolski give sit dybt professionelle og personlige bud på George Gershwins berømte klaverkoncert Rhapsody in Blue .
Musikalske mesterværker på tværs af århundreder.
Som en markering af orkestrets tilblivelsesår, indleder Aarhus Amatørsymfoniorkester koncerten med Peter Warlocks Capriol-suite fra 1926, der betragtes som Warlocks mest populære værk. Suiten er et sæt af seks danse, oprindeligt skrevet til klaverduet, men efterfølgende arrangeret for både strygere og fuldt symfoniorkester. Ifølge Warlock er Capriol-suiten baseret på melodier fra Thoinot Arbeaus Orchesographie fra 1589, en guide til renæssancens danse, komplet med trin-for-trin instruktioner, musikalske notationer og information om tempo og stil.
Glæd dig til at opleve Tanja Zapolskis fortolkning af Gershwins berømte Rhapsody in Blue fra 1924, hvis historie er næsten lige så legendarisk som værket selv. Bigbandlederen Paul Whiteman kom til at love pressen, at Gershwin ville skrive en ny 'jazzkoncert', selvom Gershwin egentlig havde afslået tilbuddet. Med kun seks uger til koncerten måtte Gershwin i hast skabe det værk, som endte med at blive Rhapsody in Blue. Efter hektisk komponering, improvisation og en orkestrering i sidste øjeblik blev stykket en kæmpe succes og et af de første store møder mellem jazz og klassisk musik.
Koncerten rundes af med Modest Musorgskijs mest kendte værk, Udstillingsbilleder fra 1874. Klaverværket er inspireret af en mindeudstilling for Musorgskijs ven, maleren Viktor Hartmann, som døde pludseligt i en ung alder. Det var først med Maurice Ravels geniale orkesterudgave fra 1922, at værket for alvor blev kendt og populært. Værket består af 15 små satser, hvor 10 af dem beskriver et billede fra udstillingen. De resterende fire beskriver en "promenade" - et kort mellemspil, der skildrer beskuerens vandring og reaktion fra billede til billede.
Entré: 180 kr / 90 kr
Ensemble: Aarhus Amatørsymfoniorkester
Dirigent: Boris Kertsman
Solist: Tanja Zapolski, klaver
Program:
| Komponist: | Titel: |
| Peter Warlock |
Capriol Suite (1926)
|
| Dmitrij Sjostakovitj |
Tahiti Trot (1927)
Instrumenteret af: Jerry Brubaker
|
| George Gershwin |
Rhapsody in Blue (1924)
Instrumenteret af: Ferde Grofé 1942
|
| Modest Musorgskij |
Udstillingsbilleder (1874)
Instrumenteret af: Maurice Ravel 1922
|
| Jacob Gade |
Jalousie, tango tsigane (1925)
|