Flere nyheder

 
Teater
Hvor er du egentlig grim når du er liderlig

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hvor er du egentlig grim når du er liderlig
Man. 13. jan. 2014


(Foto: Søren Kuhn)

Teaterstykket "Hvor er du egentlig grim når du er liderlig" på Aveny-T spidder det moderne, individualiserede menneskes anstrengelser med at indgå i parforhold. Ikke mindst vores psykologiserende måde at tænke og tale om kærligheden på får en på lampen af dramatiker og cand. psych. Kirstine K. Høgsbro, kendt fra "I Hegnet".

Du skal købe en ny sweater og har efterhånden været rundt i et par tøjbutikker, da du finder den. Sweateren er måske lidt kedelig og kradser godt nok lidt, men er det er alligevel ikke en meget god trøje? Man vænner sig jo nok til den. Skulle man have ledt lidt længere efter den helt perfekte sweater? Været alle butikker igennem og gennemsøgt nettet i jagten? Eller handler det blot om at blive tilfreds med den sweater, man nu har, og ikke bekymre sig mere om andre potentielle sweatere?

Sådan spørger Ole (Ole Boisen), hvis sweater langt fra er helt i øjet, men hverken strammer eller kradser så meget som hans parforhold til Vickie (Vickie Bak Laursen). Sammen med Mia (Mia Sylvester) hvirvles de rundt i en lang række mere eller mindre genkendelige scener fra parforhold i forskellige stadier af forfald. Det er satire, men det er satire på den bidske måde, der ret præcist spidder, hvordan det moderne parforhold ser ud, når det er grimmest. Scenerne er ikke fyldt med drama og patos, i stedet laver Høgsbro en fin karikatur af den pseudoterapeutiske måde, vi taler på. Mange vil sikkert kunne genkende den måde, følelserne langtfra altid fremtræder i "ren" form, men uundgåeligt bliver filtret ind i ironi og teoretiseren. Ellers som parterapeuten siger: "I er meget oppe i jeres hoveder lige nu".

Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig tager udgangspunkt i, at vi er så meget oppe i hovederne, når karaktererne hænges til tørre. Som når Mia spørger den nye "Manden i hendes liv": "Ej, troede du, at jeg var totalt ydrestyret?", eller Vicki råber efter manden, der er på vej væk: "Når jeg får børn, så vil jeg anerkende dem!"

Under en anstrengt parmiddag får Ole afleveret en del sandheder rammet ind af forbeholdet "for sjov!". På samme måde er hele forestillingen også både hylende morsom og i den grad for sjov. Men stødene sidder stadigt præcist, og der er en uangribelig logik i, hvordan karaktererne alligevel fejrer en slags lykkelig slutning med konfetti og det hele.

Hvor er du egentlig grim når du er liderlig
Aveny-T
Se spilleplan

Dramatiker: Kirstine K. Høgsbro
Instruktør: Ken Vedsegaard
Medvirkende: Mia Sylvester, Vickie Bak Laursen og Ole Boisen