Flere nyheder

 
Litteratur
Velkommen i familien

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Velkommen i familien
Ons. 8. okt. 2014

Mary Hoffmans børnebog "Velkommen i familien" er en billedbog, der skal vise børn alsidigheden i moderne familier. Der er kernefamilier, adoptivbørn, reagensglasbørn og enlige forældre. Og alt sammen serveres i en nuttet og meget politisk korrekt udgave.

Ingen, der læser bogen Velkommen i familien, kan være i tvivl om, at der findes mange forskellige familieformer. Ej heller, at ingen af disse familieformer er mere korrekte end andre. Bogen er, på alle måder, meget politisk korrekt.

"Nogle kan lide at bo alene. (...) Nogle voksne vil helst bo sammen med mange andre. Nogle kan lide at bo sammen i par."

Alle tænkelige formationer beskrives i denne nye børnebog. Der er f.eks. børn, som er blevet adopteret, fordi deres biologiske forældre ikke kunne tage sig af dem. Og det understreges, at adoptivforældrene er barnets rigtige forældre. På samme måde fortælles der om forskellige familieformer. Om børn, der har to forældre af samme køn, om reagensglasbørn og om børn af enlige forældre.

For den voksne læser bliver det næsten for tykt. Måske en kende for amerikansk. For politisk korrekt. Men børnene er vilde med bogen og tager hvert enkelt udsagn som opfordring til at begynde en længere snak om emnet, så bogen må siges at fungere. Den rammer i den grad målgruppen og får sit budskab igennem.

Det hele fortælles på en meget sød måde og med det helt rigtige formål for øje. Det er samfundslære i børnehøjde, og det er ret nuttet. Alle sider suppleres med en lille kommentar (eller tanke) fra en plysbjørn. Og sidst i bogen præsenteres f.eks. "Den utrolige BABY maskine", som for alvor kan sætte gang i barnets fantasi om, hvordan de små børn bliver til.

Børnenes begejstring bringer Velkommen i familien op på 4 stjerner. Alsidigheden længe leve!

Køb bogen på saxo.com

Mary Hoffman: Velkommen i familien
Gyldendal, 32 sider
ISBN: 9788702162370