Flere nyheder

 
Teater
Caribisk overflødighedshorn i Glassalen
 
Udstilling
Sculpture to Sculpture

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Caribisk overflødighedshorn i Glassalen
Tir. 11. nov. 2014


(Foto: Thomas Petri)

Er du træt af novemberkulden, så hejs dit sejl og rejs med Vivienne Mckee og holdet bag "Crazy Christmas Cabaret" til den caribiske varme, når årets show i Glassalen tager os med til Port Royal på Jamaica. Showet foregår som altid på engelsk, men det er intet problem at følge piratjargonen.

Ingen Crazy Christmas uden et hav af lumre undertoner. I Port Royal ligger den lille taverne "Cock & Swallow". Piratkaptajnen One-Eyed Willy (David Bateson) vil gerne vinde konkurrencen som årets piratkaptajn, men for at gøre dette skal han på jagt efter "the big chest". Ved sin side har han sin Dick, som naturligvis er hans noget fedladne papegøje. Det lægger selvfølgelig op til klassiske Crazy Christmas-slapsticks som "Have you seen my Dick?". Og så er vi i gang.

I årets kabaret møder vi masser af pirater, den engelske flåde, den unge smukke Mette Mask McKinney Møller, Master Bate, Mrs. Hortensia C. Hornblower og Lady Spanker, som i virkeligheden er den grusomme piratkvinde Cutthroat Kitty. Og selv i dette nautiske univers kan det på elegant vis også lykkes at få sneget Lars Løkke ind. For ligesom ham betaler piraterne ikke for deres eget tøj.

I 1. akt kører vi med fuld hastighed. Der er gode musikcovers som "Sweet Dreams/Sisters, Proud Mary" og ikke mindst bliver en kampscene blandt pirater kun bedre af at slå følge med "Live and Let Die". I 2. akt går dampen lidt af, og der er lidt for mange forskellige karakterer til, at det hele bliver fulgt til dørs. Scenerne virker også en anelse lange, og de har måske lige presset lidt for meget ind i anden del. Men så er det jo godt, at Andrew Jeffers er med til at sætte kulør på dækket. Kirsten Brink som laver kostumerne og scenografien har skabt et overflødighedshorn af maritime ABC'er, og især Mrs. Hortensia C. Hornblowers (spillet af Andrew Jeffers) kostumer sætter vind i sejlene. Kirsten Brinks opfindsomme kostumer og kulisser er blandt andet en del af udstillingen på Teatermuseet i Hofteatret om London Toast Theatre, som billetten giver gratis adgang til indtil 31. januar.

I år er Vivienne Mckee tilbage på scenen, og derfor får vi også et dejligt gensyn med Dr. Van Helsingor. Generelt er hele holdet i år velsammensat. Rikke Hvidbjerg får lov at brænde igennem på de fleste musikindslag. Tina Robinson havde undertegnede ikke set før i en Crazy Christmas Cabaret, men håber ikke, det bliver den sidste.
Hun giver den fuld skrald på den spanske accent som piraten Juan/Juanita. Bennet Thorpe giver den som skotten med en vilje som William Wallace, og Claus De Lichtenberg, som kun er på scenen få gange, får til gengæld lov til at "rise like a phoenix". Så gå planken ud og sæt kompasset mod Glassalen i Tivoli sammen med os andre landkrabber.

Crazy Christmas Cabaret: One-Eyed Willy and the Quest for the Big Chest
Glassalen i Tivoli
Se spilleplan