Flere nyheder

 
Udstilling
Ny udstilling på Christianshavn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny udstilling på Christianshavn
Fre. 11. sep. 2020
kilde: KultuNaut

Vokser der penge på træerne? Og hvad er Artmoney i en corona-tid? Svarene kan du få i en ny særudstilling, som fra 13. september og frem til sommeren 2021 kan ses på Bank- og Sparekassemuseet på Christianshavn.

Udstillingen, der er en samtaleudstilling for hele familien om penge, er udviklet i samarbejde med Nathalie Nystad, forfatter til "Den store pengebog - for børn og nybegyndere". Museumsinspektør Kirsten Egholk fortæller: "Formålet med udstillingen er at give børn og unge en masse redskaber til at få et sundt og fornuftigt forhold til privatøkonomi. Den handler derfor om hvad penge og værdi er, hvorfor penge findes og hvordan man undgår minus på kontoen." Børn og unge kan f.eks. lære om lommepenge, budget og opsparing - og hvad ærlige og uærlige penge er. Og de kan også få gode råd af en pengegud til, hvordan de kan få deres penge til at gro og følge en opsparingsrute i udstillingen.

en anden del af udstillingen viser Artmoney skabt af 120 forskellige kunstnere under coronakrisen og er den hidtil største danske udstilling om Artmoney. Alle knap 1200 værker er til salg. Det er en global, alternativ valuta af original håndlavet kunst med en fast kurs på 200 kr., som kan bruges som betaling i udvalgte butikker. De har en fast størrelse og faste regler, men kan være lavet i alle materialer.
Kunstner og stifter Lars Christian Kræmmer fra artmoney.org. siger: "Artmoney er drømmen om en verden, hvor de andres penge ikke længere er i fokus, fordi det er muligt at skabe sine egne og lave dem præcis, som man har lyst til, at de skal se ud."

Takket være økonomisk støtte fra Nordea-fonden er udstillingerne etableret med bistand fra Historie og Kunst i Københavns Kommune.

Bank- og Sparekassemuseet har åben hver søndag fra kl. 10 til 16 og hver onsdag fra kl. 10 til 17. Der er gratis adgang. Ud over særudstillingen rummer museet udstillingen "Dine, mine og vores penge" om banker og sparekassers udvikling i de seneste 150 år samt vinkælderen med udstilling om familien Heerings likørproduktion.

Artmoney af: Sussi Hauge.
PR-grafik af:
Cathrine Juhl / Mette Secher / Rasmus Juul.

Bank- og Sparekassemuseet, Heerings Gaard, Overgaden neden Vandet 11, 1414 København K.

Facebook