Med dobbeltalbummet "Kain og Abel" sætter sangskriverparret og brødrene Olesen-Olesen foreløbigt punktum for 25 års samarbejde. Brødrene har i denne anledning udfordret hinanden til en duel, og det har åbenbart virket: De viser sig begge fra deres stærkeste side, og det er der kommet en fornem, dansk rockudgivelse ud af.
Aftalen lød: Hver bror får lov til at lave sin side af dobbeltalbummet, og undervejs må den ene ikke blande sig i den andens arbejde. Begge har nu stillet med 10 sange. På coveret ses de to brødre med ryggen mod hinanden og pistoler i hænderne. Hvem der har vundet denne "duel i blinde", som det hedder i pressemeddelelsen, er op til den enkelte lytter at bedømme.
Lillebror Henrik Olesen står for den første side. Lydbilledet er let og ubesværet; det er guitarbaseret, bittersød indiepop a la forbillederne The Smiths. Både i musik og tekster sigtes der efter et minimalt udtryk. De tre første numre er lidt for letbenede, men fra og med den rockede "Historie (kort fortalt)" kommer der mere tyngde på. Flere tekster kredser om barndom og ungdom. Hvad gik der galt dengang, hvorfor blev det, som det blev, og hvad skal jeg gøre nu? Som i den glimrende afslutning på nummeret "Atten tolv femogtres", hvor Henrik Olesens forestående fødselsdag giver anledning til selvransagelse. Bakket op af korsangeren Solveig Sandnes gentager Olesen sin fødselsdato, efterfulgt af spørgsmålet "Hvad er det jeg drømmer om?" "Sen sne" er en anden god rocksang, men højdepunktet er den afsluttende "Super
Selvransagelse er også temaet på Peter H. Olesens egen plade, men her er tonen mere besk. Han lægger ud med linierne: "Mit liv ligger i ruiner/Jeg står og venter på en arkæolog". Hans liv er oppe til revision og det ser ikke alt for godt ud. Han er ude af trit med tiden: "Et studie i en anden tids æstetik". I flere af numrene introduceres døden som emne. Han holder mindestue for sig selv, og i det nøgterne spoken word-nummer "Til de efterladte" sætter han sine efterladte ind i formaliteterne omkring hans dødsfald:
"Vedr. kisten: Ikke dyr og prangende (Skal alligevel fortæres af ild eller orme). Jeg holder af det prunkløse eller måske især af ordet. Gerne en hjemmeflikket af genbrugs- eller affaldstræ, se om der evt. ikke skulle stå en Europa-palle ude bagest i garagen."
Det gennemgående sortsyn vejes op af en befriende, besk humor. Flere af numrene bider sig godt fast efter et par gennemlytninger. "Jeg har valgt at være ulykkelig" svinger godt i sit dialogiske omkvæd: "Du spørger mig igen og igen/hvor jeg egentlig er endt/Jeg har brugt min tid på/sammenbidt at spilde mit talent". Pladens - og dobbeltalbummets i øvrigt - smukkeste sang er den enkle "Jeg drømte jeg var et godt menneske". Det er den eneste sang Peter H. Olesen egenhændigt har skrevet, og at han har stjålet titlen fra Lou Reed er måske ubevidst og i al fald lige meget.
Kain og Abel er en fornem dansksproget rockudgivelse, et inciterende bekendtskab. De to sider komplementerer hinanden godt, idet de både viser, hvor forskellige og ens de to brødre er. Hos denne anmelder er det nok Peter H. Olesen, der trækker det længste strå, men prøv og lyt og bedøm selv!
Udgivet på Melodika / Target Distribution
