|
|
Sult! En sulten mand. Så sulten, at han spiser af det papir, han skriver på. Så desperat, at han samler madrester op fra gaden. Det lyder måske overdrevent, men spillet er overbevisende og forestillingen overraskende
velskrevet. Kig selv forbi Skuespilhusets Lille Scene og hør hans historie.
Den tredje premiere i Skuespilhuset og dermed åbningen af den sidste og mindste scene, fandt sted med Jon Fosses dramatisering af Knut Hamsuns roman Sult. Forestillingens hovedperson og fortæller er en ung, hjemløs og ikke mindst sulten forfatter, spillet af Janus Nabil Bakrawi. Han beretter om sit liv, sin søgen efter husly og sin længsel efter mad. I sin søgen møder han mange forskellige mennesker på gaden, men især mødet med en gammel, hjemløs tigger bliver kendetegnende for hovedrollens karakter og tankegang. Til trods for sin egen nød og sult, vælger den unge forfatter at pantsætte sin egen vest,
for dermed at få penge, som han kan give til den gamle tigger. Han selv må fortsat sulte, da han er for stolt til at tage imod almisser og for socialt bevidst eller måske næstekærlig til blot at gå forbi en anden sulten hjemløs på gaden.
De er kun fire mennesker på scenen, men de formår alligevel at udfylde rummet og at skabe illusionen om mange forskellige karakterer. Med små ændringer i deres udseende, som en vest eller en hat skifter de to skuepillere Signe Egholm Olsen og Stig Hoffmeyer ubesværet mellem deres mange roller i forestillingen. De spiller med og mod den unge forfatter, som
vandrer frem og tilbage på scenen - gennem sit liv. Fortællerstemmen veksler hele tiden mellem beretningen og den dramatiske dialog, og selvom denne form er forholdsvist ny i Jon Fosses tekstunivers, så er det velskrevet og
veludført. Under hele forestillingen akkompagneres skuespillernes gøren og laden af levende musik spillet på scenen af musikeren Søren Graversen. Han bliver en
integreret del af forestillingen på linje med de to andre, og musikken understøtter handlingen upåklageligt. Et par gange bryder karakterne sågar ud i sang, hvilket dog er mere desperat end kønt.
Scenografien til Sult er dynamisk og skue espillerne formår at udnytte det til fulde. Hele forestillingen er præget af energi og entusiasme fra skuespillernes side, og dette skaber i samspil med den - så typisk for Jon Fosse - strengt enkle tekst et godt og velfungerende heldhedsbillede.
På mange måder tager iscenesættelsen af Sult arven op efter de forestillinger, som Det Kongelige Teater tidligere opsatte i
Turbinehallerne. Ikke mindst om serien af forestillinger om byen Turbo Town, som spillede sidste år. Den meget kropslige spillestil, hvor man ikke er bange for at spytte på scenegulvet og formen, hvor hver enkelt medvirkende glider ud og ind af forskellige roller uden videre overgang, skaber en levende forestilling og
meget dynamisk forestilling. Formen fungerer og er som et frisk pust et godt alternativ til de mere traditionelle teateropsætninger.
Noget kunne tyde på, at man på Skuespilhusets Lille Scene tager tråden op fra Turbinehallernes iscenesættelser - man har jo lov at håbe. Forestillingen Sult er bestemt et besøg værd.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Skuespilhusets Lille Scene: Sult
