Flere nyheder

 
Litteratur
Thai på den nemme måde

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Thai på den nemme måde
Fre. 11. apr. 2008

Lindhardt & Ringhof har netop sendt kogebogen "Thai på den nemme måde" i handlen. Det er en 160-siders introduktion til thaikøkkenet, hvor man udover at få en stor mængde velillustrerede opskrifter også bliver oplyst om, hvad man skal have af udstyr i skabe og skuffer samt hvilke råvarer, der kendetegner thaimad.




Mangler man lidt østerlandsk inspiration i sin kulinariske hverdag, så er Jody Vassallos kogebog Thai på den nemme måde et fint sted at starte. Her finder man mere end 50 opskrifter på lækre thairetter, der er hurtige og enkle, og som baserer sig på friske og sunde råvarer.

Indledningsvist remser den i smagfulde billeder den lange række af klassiske råvarer op, som udgør det thailandske køkken - råvarer som galanga, gurkemeje, ingefær, limeblade, citrongræs, tofu, kokosmælk, hvidløg osv, osv, osv..

Herefter følger en nærmere beskrivelse af, hvilke redskaber man som thaikok bør være i besiddelse af, hvordan ens køkkenskab bør være udstyret med råvarer og ikke mindst - og det er måske nok det mest interessante - hvordan man bruger og vedligeholder sin wok.

Der gives også en udførlig beskrivelse af, hvorledes man bedst koger sin ris, så man ikke ender med den klassiske sorte bund og de deraf følgende så kedelige, svedne ris. Det anbefales i øvrigt af forfatteren, at man (hvis man ønsker perfekt ris hver gang) anskaffer sig en riskoger - for millioner af thaier, kinesere og japaner kan ikke (som forfatteren skriver) tage fejl!

Opskrifterne er delt ind i kategorier, der spænder over supper, forretter og grøntsager videre til fisk, fjerkræ og kød for til sidst at runde af med desserter. Sidstnævnte kategori er næppe den mest kendte blandt de af os danskere, der blot plejer at hente en thaibox hos den lokale thairestaurant. Men hvis man ønsker at udvide sin kulinariske horisont med de søde sager, så byder dette køkken på sådanne fristelser som bananfritter, kokoskage med banan, bananpandekage og bananer i kokosmælk. Man sporer en udpræget fascination af bananen som frugt!

Bogen egner sig fint til novicen, der her finder et udvalg af klassiske opskrifter, der er lette at reaslisere. Netop valget af opskrifter gør dog også, at den mere velbevandrede thaikok nok ikke finder bogen specielt inspirerende. Ikke desto mindre er det en fin kogebog, hvor i særdeleshed afsnittet om de søde sager gør os klogere - thaimad er ikke kun sursød sauce, mineforårsruller og dybstegte rejer. Bogen afsluttes i øvrigt med en fin opslagsliste, der forklarer de specifikke ingredienser, der bruges i thaikøkkenet.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Thai på den nemme måde
Forfatter: Jody Vassallo
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sideantal: 160 sider
ISBN: 978-87-11-31535-4