|
|
Den tyske poet Rilke lånte sin pen til en hyldest af Jomfru Marias liv, og det er denne hyldest, Paul Hindemith i 1923 satte musik til. Elisabeth Meyer-Topsøe låner på denne udgivelse sin stemme til Hindemith, og det er temmelig skræmmende, hvor vidunderlige Rilkes ord atter bliver. Den tyske Lied ligger tydeligvis godt til Meyer-Topsøes vokal.
Det er først i CD'ens skæring nummer 7, "Geburt Christi", at Jesus bliver født. Rilke tog sig god tid med at beskrive Marias liv, og Hindemith lader tid og sted træde frem som glimt af skønhed, inden hovedpersonen over dem alle får lov til at træde frem. For når alt kommer til alt, så må det jo siges, at Josef og Maria uden tvivl har været et af tidernes mest prøvede forældrepar. Nutidens forældre ville bogstaveligt talt korse sig, hvis de blev budt det samme som frelserens forældre. Her kan beretninger om kolik og kronisk træthed ikke gøre det store indtryk. Slet ikke når Meyer-Topsøe når til morens møde med den genopstandne søn: "Og de begyndte/stille som træerne om foråret,/og samtidig uendeligt,/på denne årstid/deres sidste møde". Man fornemmer den patos, der jo netop begribes og udstilles i de profane værker, og som Rilke nedskrev i 1912 i løbet af meget kort tid.
Hvilket i øvrigt også var tilfældet med hans hovedværk om Orfeus. Manden skrev i korte ryk af guddommelig inspiration - men måske er det der intensiteten i hans tekst opstår - for det er en alvorlig og smertefuld fremstilling, og sopranen Meyer-Topsøe fanger de små øjeblikke af intens smerte og savn, som hele tiden pulserer under det hele. I hendes vokal smelter Hindemiths musik og Rilkes tekst sammen til en uadskillelig helhed, der fremmaner en nerve, der på sin vis stemmer meget godt overens med den forestående højtid. Det er som bekendt den tid på året, hvor man bør vende blikket indad og lade sig lede af denne urgamle historie, der danner rammen om vores måde at leve og opleve verden på.
Per Salos klaverspil er helt i tråd med Meyer-Topsøes vokal. Han forstår at akkompagnere denne lidelseshistorie med overskud og ro, og han svigter ikke på noget tidspunkt den enhed som forsøges samlet. Måske kunne man godt savne en mere gennemgående tone i denne udgivelse, men det måske også netop dennes styrke, at den vinder noget nyt ved hver gennemlytning.
Ude på CD fra Danacord
