Flere nyheder

 
Litteratur
Rottekonge

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rottekonge
Tor. 17. sep. 2009


Line-Maria Långs debutbog "Rottekonge" er en fascinerende, frastødende, foruroligende og fuldstændig fabelagtig novellesamling, der bevæger sig i grænselandet mellem det absurde og det hverdagslige trivielle - og hvor sætninger som "små dyr må lade livet" får en helt ny og skræmmende betydning.

Line-Maria Lång er født i 1982. Hendes debut Rottekonge er en novellesamling med 21 superkorte fortællinger. Hun er kvinde og debutterer i en tid, hvor chik-litt'en stadig kører i ubehageligt højt gear. Men Rottekonge skriver sig bestemt ikke ind i denne tradition.

På bogens bagside kan man læse, at de 21 noveller "udforsker identitet og køn, mennesker og dyr." Det lyder mærkeligt, og det er det faktisk også. Men hvilken sublim form for særhed!

De 21 fortællinger - hvoraf den længste "Splinter" kun fylder syv sider og den korteste "Lange drag" ikke engang når op på to - er vidt forskellige i deres udgangspunkt, men kredser dog alligevel alle om samme temaer. Det handler om seksualitet. Om seksualitet og hverdagsting og dyr! Ikke mindst om dyr. I stort set alle noveller optræder dyr på et eller andet plan. Små dyr og lidt større dyr og tøjdyr og især fugle har fundet vej til historierne.

Novellernes indhold lader sig dårligt forklare, uden man nærmest ordret gengiver dem. Fortællingerne er komplekse og virker, som er de blevet mast ind i en meget lille form. Man åbner en side, og historien springer ud som en trold af en æske. Sproget er levende og fyldt med overraskelser. Og hver ny linje bringer alt fra forundring til afsky frem hos læseren. Vel at mærke en ambivalent form for afsky.

Line-Maria Lång fremstiller elementer, som kombinerer det jordnære og hverdagslige med vulgære perversiteter, som virker næsten magisk dragende på læseren. Bogens allerførste novelle "Kyllingen, kaninen, koen, aben og hesten" lægger ud med at være en fortælling om en mand, der lever sammen med de i titlen nævnte dyr. For hver linje får man yderlige indblik i hans virkelighed. Dyrene er dukker på hans fingre. Han er nok dukkefører, der optræder for børn. Så kommer en kvinde ind i billedet. Kvinden er ikke så pjattet med at have sex med både mand og dukker. Og... så må små dyr lade livet for første gang. Eller? Novellerne bør læses og ikke gengives her.

Rottekonge er en imponerende debut, som tydeligt markerer, at der findes anden (og bedre) litteratur skrevet af kvinder, end den man møder i chik-litten. Novellerne bugner af sproglige blomster og en detaljerigdom, som gør det muligt (måske endda nødvendigt) at læse dem igen og igen og igen...

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Line-Maria Lång: Rottekonge
Forlag: Rosinante
Sideantal: 143
ISBN: 978-87-638-1178-1