Flere nyheder

 
Litteratur
Michelinstjerne-mad i børnehøjde

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Michelinstjerne-mad i børnehøjde
Ons. 7. apr. 2010


Endelig kommer en superanvendelig kogebog med sund og lækker mad til børnefamilier uden brug af komplicerede regelsystemer og løftede pegefingre. Nikolaj Løngreens "Marthas måltider" er en bog sprængfyldt af opskrifter på retter fulde af saft og kraft, og hvor hovedformålet er at inspirere frem for at diktere.

Det er meget oppe i tiden at udgive kogebøger, som fordømmer snart den ene, snart den anden råvare. Den ene madskribent mener, at mælkeprodukterne er skadelige, den anden at man for alt i verden skal holde sig fra gluten. Når man åbner en sådan kogebog, er man træt og har mistet modet, inden man overhovedet får begyndt på madlavningen.
Med Marthas måltider får man en kogebog, der bygger på almen sund fornuft. Her anbefales ingen specialprodukter, som må indkøbes i diverse helsekostforretninger. Tværtimod er alle bogens opskrifter bygget op omkring traditionelle, gode råvarer, som for langt de flestes vedkommende kan købes i ethvert supermarked.

Forfatteren bag Marthas måltider er den tidligere Michelinkok Nikolaj Løngreen, som valgte at skifte rollen som restauratør og medejer af Restaurant Ensemble ud med den tilsyneladende mere beskedne rolle som køkkenleder på daginstitutionen Marthahjemmet på Nørrebro i København. De seneste tre år har den unge kok hver dag affodret knap 130 børn i alderen 0-6 år - og efter sigende med stor succes.

Marthas måltider er en særdeles anvendelig bog. Tanken bag bogen er, at den kan anvendes af såvel børnefamilier som af institutionskøkkener. Derfor er alle opskrifter forsynet med to ingredienslister: én til en familie på to voksne plus to børn og én til 50 børn. Så kan man ellers selv lægge til eller trække fra efter behov. Endvidere lægger Løngreen også i høj grad op til, at man udelukkende ser bogens opskrifter som inspiration til den daglige madlavning. Opskrifterne behøver på ingen vis at blive fulgt slavisk, og man kan ændre, fjerne eller tilføje ingredienser i retterne efter smag og ikke mindst køleskabets indhold.

Langt størstedelen af Marthas måltider anvendes på hovedformålet; opskrifter. Men der er også blevet plads til et par afsnit om ernæring, sundhed og det pædagogiske måltid. Hører man til den mere visuelle type, så er alle opskrifter ledsaget af delikate fotografier, som kan få såvel voksnes som børns tænder til at løbe i vand.
Kort sagt får man med Marthas måltider endelig en brugbar kogebog, som er skrevet ud fra kærligheden til mad og gode råvarer frem for på diktatorisk vis at ville bestemme, hvad den enkelte familie bør og ikke bør spise.



Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Nikolaj Løngreen: Marthas måltider
Gyldendal, 208 sider
Udgivelsesdato: 06.04.2010
ISBN: 978-87-02-08243-2