Moon River

(Foto: Natascha Thiara Rydvald)

Med en lille bar i hjørnet, bestyret af en showgirl med høj fjer i hatten som i 1940'erne, et swingende jazzband foran en udslidt jernseng og to yderst veloplagte hovedpersoner, gør "Moon River" alt, hvad den kan for at trække tilskuerne ind i jazzens mangfoldige og forførende univers.

Og publikum var med på den. De indledende numre blev mødt af piften og veloplagt - ja nærmest overstadigt - bifald. Båret godt frem af dette brillerede Kristoffer Fabricius på guitar, først med en af Django Reinhardts gypsy-jazz-kompositioner, og senere med smagfuldt melodisk akkompagnement af Johanne Louise Schmidt, der betagede salen med sin smukke vokal og personlige fremførelse af en række velkendte jazz standards. Undervejs blev der blæst sæbebobler på scenen assisteret af publikum, mens de to legede sig igennem "Blowing Bubbles".

Det var en aften, hvor der var plads til leg, og musikken fik lov til at fylde rummet, uanset om den blev fremført med klassisk jazz-opsætning, med 4 guitarer eller med guitar og ukulele.

Forestillingen fandt sted i Det Røde Rum og hørte under Eventministeriets regi. Eventministeriet har siden Skuespilhusets åbning stået bag en lang række opsætninger i Det Røde Rum. Fælles for forestillingerne er, at de har kort prøvetid - 4 dage i snit - og dermed fremstår upolerede og meget tæt på ophavsmændenes oprindelige idéer.

En del af forestillingerne tager afsæt i film, bøger eller andre teaterforestillinger; således også Moon River, der er inspireret af Woody Allens film Sweet and Lowdown fra 1999, der fortæller den fiktive historie om verdens næstbedste jazzguitarist - Emmet Ray.

Selv om Kristoffer Fabricius indledningsvis spillede lidt op til Sean Penns tolkning af den indbildske, brovtende Emmet Ray, og den store måne, der omstændeligt blev stillet på plads af et par af musikerne, klart refererede til Allens film, så forblev forholdet mellem forlægget og denne forestilling ret utydeligt, og i virkeligheden ikke særligt overbevisende.

Men det endte med at betyde meget lidt, da forestillingen så overbevisende valgte at lade musikken træde i centrum og gradvist bevægede sig ud af 40'ernes swing over en ret ekspressiv fortolkning af "You Go To My Head", inden festen ebbede ud med en lyrisk og smuk "Moon River".

Moon River
Det Røde Rum, Skuespilhuset
24.-25. januar