Mehr Nachrichten

 
Kinder
Rundetaarn i børnehøjde

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rundetaarn i børnehøjde
Mi 29. Jan. 2020
Quelle: KultuNaut

I februar inklusive skolernes vinterferie kan børn og voksne opleve Rundetaarn fortalt gennem de dyr, der knytter sig til tårnets historie.

Hunden med øjne så store som Rundetaarn. Hesten, der bar den russiske zar op, da han red til tops i tårnet. Edderkoppen, der bosatte sig i en af Observatoriets kikkerter, så det var umuligt at kigge stjerner. De er der alle sammen, når Rundetaarn slår porten op til en festival med aktiviteter og formidling for børn de første tre uger af februar inklusive skolernes vinterferie i uge 7. Kort sagt: Rundetaarn i børnehøjde.

Gå på opdagelse i Sneglegangen, oplev H.C. Andersens berømte eventyr Fyrtøjet i Bibliotekssalen i en helt ny dukketeaterversion, og prøv selv kræfter med kæpheste, fjer og dukketeater, når Rundetaarn inviterer til workshops med vægt på både fantasien og historien. Alle aktiviteter er inkluderet i den almindelige entré.

Åbningsfest med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard
Børnefestivalen åbner lørdag den 1. februar med ballondyr og ansigtsmaling i Bibliotekssalen og koncert for hele familien med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard, der har samlet en håndfuld af de allerbedste børnesange om dyr.

Ole Kibsgaard er kendt fra "Kaj og Andrea", og Kaya Brüel har indsunget en del af de velkendte børnesange på de populære "Åh Abe!"-album. Sammen har det musikalske makkerpar lavet en række udgivelser med Halfdan Rasmussens børnerim, hvilket har bragt dem rundt i hele landet med deres børnekoncerter. Og nu altså også til Rundetaarn.

Vinterferie i børnehøjde
Også vinterferien står i dyrenes tegn i Rundetaarn. Den Blå Heks alias Janne Kjærsgaard fra Heksen Børne- og Dukketeater har skabt en helt ny dukketeaterversion af H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet, hvor den største hund som bekendt har øjne så store som Rundetaarn.

Forestillingen kan opleves alle dage i vinterferien undtagen onsdag, hvor der til gengæld er koncert for børn med Trio Satie og Ina Miriam Rosenbaum. Sammen sætter de dyrene ind i en klassisk ramme, når de opfører den franske komponist Isabelle Aboulkers Petites histoires naturelles ("Små naturhistorier") fra 2011.

I vinterferien er der også workshops, hvor børnene kan fabrikere og få deres eget lille fjerkræ eller en sej kæphest til at spille med i dukketeaterets kulisse, og i ugen før og efter er der åbent tegneværksted. Festivalen slutter med en babykoncert med Karen Marie Bille (Spillebillen) lørdag den 22. februar, hvor der også er mulighed for at lave masker til årets fastelavn.

Tid: Lørdag den 1. februar til søndag den 23. februar 2020 inklusive skolernes vinterferie i uge 7

Pris: Aktiviteterne er gratis, når entréen til Rundetaarn er betalt (børn: 5 kroner, voksne: 25 kroner)

Program:

1. februar kl. 13.00:
Børnefestivalen åbner med kanelsnegle, ballondyr og ansigtsmaling i Bibliotekssalen

1. februar kl. 15.00: Kaya Brüel og Ole Kibsgaard spiller koncert for hele familien med sange om dyr i Bibliotekssalen

Vinterferien (8.-11. februar og 13.-16. februar):

Kl. 10.30-11.00: Den Blå Heks spiller Fyrtøjet i Bibliotekssalen
Kl. 11.00-13.00: Workshop for børn i Bibliotekssalen
Kl. 14.00-16.00: Workshop for børn i Bibliotekssalen

12. februar kl. 15.00: Vinterferiekoncert for børn med Trio Satie og Ina Miriam Rosenbaum med musik af den franske komponist Isabelle Aboulker i Bibliotekssalen

22. februar kl. 10.30: Spillebillen spiller babykoncert med dyresange i Bibliotekssalen

22. februar kl. 13-16: Lav din egen dyrefastelavnsmaske i Bibliotekssalen

Læs mere på: www.rundetaarn.dk

Rundetaarn
Købmagergade 52 A
1150 København K.

Åbent alle dage kl. 10-18
Tirsdag og onsdag kl. 10-21
Entré: 5 kroner for børn (5-15 år) og 25 kroner for voksne

Rundetaarn er et af Danmarks mest ikoniske bygningsværker med sin karakteristiske sneglegang, der fører op til udsigtsplatformen 34,8 meter over gadeniveau. Tårnet blev opført af Christian IV til Københavns Universitets observatorium og stod færdigt i 1642. Ud over Europas ældste observatorium rummer Rundetaarn i dag også udstillinger, koncerter og andre aktiviteter, som formidler og tilgængeliggør bygningen og historien.