Niels Krause Kjærs kontroversielle politiske roman "Kongekabale" er blevet filmatiseret og kunne opleves i Palads i forbindelse med den forløbne uges Copenhagen Filmfestival.
Niels Krause-Kjær er tidligere chef for den konservative pressetjeneste og har et indgående kendskab til partiet. Derfor måtte han efter bogens udgivelse - i adskillige tv-aviser og dagbladsartikler - afvise, at der var tale om andet end fiktion om det parti, som bogen kalder det Demokratiske Parti. Filmen er instrueret af Nikolai Arcel, der også har skrevet manuskriptet sammen med Martin Heisterberg. Filmen fik Politikens publikumspris under festvalen.
At handlingen i Kongekabale er fiktion, lader dog ingen i tvivl, men det forhindrer ikke fortællingen i at tage kontroversielle spørgsmål op. Jeg står derfor ganske uforstående overfor den kritik, som filmen blev udsat for i en artikel, jeg læste for nylig. Her blev den bl.a. beskyldt for at være urealistisk, fordi den aldrig kunne foregå i Danmark. Om filmen er urealistisk, vil jeg overlade til publikum selv at konkludere. Men det er i princippet også helt ligegyldigt. For filmen er godt skruet sammen og holder hele vejen i gennem.
Scenen udfyldes af politikere, der karakteriseres, så det ikke er svært at placere tidligere konservative toppolitikere i de alt andet end tiltalende roller. Og figurerne spilles meget præcist af bl.a. Anders W. Berthelsen, Søren Piilmark, Nastja Arcel og Nicolas Bro, som på intet tidspunkt bliver karikerede, klichéagtige eller patetiske. Tværtimod, så er det skuespil i topklasse. Så Kongekabale er ganske enkelt superb god underholdning. Og andet og mere behøver man ikke kræve af den.
At Kongekabale så også er yderst debatskabende og tankevækkende, tilføjer jo blot endnu en dimension til en god historie. Det spørgsmålstegn filmen stiller ved det politiske magtspils hæderlighed og de politiske journalisters objektivitet, er evigt aktuelt og højst diskutabelt. Derfor er der ingen grund til at fortabe sig i detaljer. Og det er da bestemt ikke uden grund, at Kongekabale om kort tid bliver vist for hundredvis af journalister til Dansk Journalistforbunds Fagfestival i Filmbyen. Magtspillet i Kongekabale er hårdt, kontant og beskidt, og de partimedlemmer der er inde i varmen hjælpes blandt andet til succesfulde pressekontakter. Men det er også historien om, hvordan pressens skrupelløse jagt på sensation og afsløring ind i mellem er årsag til menneskelig tragedie. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor filmen vises på fagfestivalen.
Det tilføjer selvfølgelig et pikant krydderi, at flere af de begivenheder filmen skildrer, uvægerligt leder tankerne hen på nogle af de senere års skandaler i dansk politik og erhvervsliv. Måske har forfatteren ladet sig inspirere af f.eks. sagen om en tidligere generalsekretær i Red Barnets påståede svindel med fondens midler og afsløringen af en tidligere SID-formands bedrageri og derpå følgende selvmord?
Handlingen udspiller sig kort efter et trafikuheld, hvor det Demokratiske partis ubestridte leder, Aksel Bruun er blevet dødeligt kvæstet. Og endnu før hans sidste åndedrag, udløser hændelsen en nederdrægtig magtkamp mellem partiets kronprinser Erik Dreier og Lone Kjeldsen.
I bogen er Lone Kjeldsen imidlertid en mand og hedder Svend Gunnar Kjeldsen og Erik Dreier hedder Erik Pingel - alias Hans Engell og Per Stig Møller. At det drejer sig om disse to, er ikke svært at gennemskue for selv den mest loyale konservative partistøtte. Men i filmen har man altså valgt at se bort fra denne sammenligning, hvilket måske er lidt synd. Men ikke desto mindre er der tilføjet gode saftige detaljer til Lone Kjeldsens privatliv, som gør historien mere dramatisk.
Filmens egentlige hovedperson er journalisten Ulrik Torp, der er journalist på "Dagbladets" politiske redaktion, og som - må man gætte på - forfatteren stort set har identificeret sig med, selv om han altså sad på den anden side af skrivebordet i det virkelige liv.
Ulrik Torp er en mere samvittighedsfuld journalist end de fleste på "Borgen", også selv om han er søn af en tidligere toppolitiker. Og han bliver sat på en hård prøve, da han selv bliver offer for løgn og beskidte tricks fra de demokratiskes magtfulde elite.
Portrættet - eller måske snarere karikaturen - af Engell, der jo helt har forladt dansk politik til fordel for en stilling som chefredaktør på Ekstra Bladet, er lysende. Man får en indgående beskrivelse af magtmennesket, der er de fleste overlegen i modbydelige manøvrer og dristige, men altid vellykkede træk. Engell havde i øvrigt ikke mange kommentarer til overs for bogen. "Jeg slås ikke med tøsedrenge" var hans eneste udfald.
Se filmen og fryd dig over et vellykket portræt af dansk politiks magtspil, når det er allerværst. Og hvem siger, at det er urealistisk?
Filmen får dansk biografpremiere 1. oktober 2004. Se spilletider.
Foto: Per Arnesen
