|
|
(Foto: SF Film)
"Maos Sidste Danser" er historien om en ung mands rejse fra ekstrem fattigdom til rigdom og stjernestatus. En rejse fra diktatur til demokrati og de omkostninger, der følger med. En rejse hvor kunsten sejrer over ideologien. Resultatet er stemningsmættet og bevægende.
Vi befinder os i 1981 i Houston. Li Cunxin (Chi Cao) er som den første kinesiske balletdanser inviteret til USA på et tre måneders kulturudvekslingsophold på The Houston Ballet. Snart viser det sig, at Li er et naturtalent helt ud over det sædvanlige.
Han er vokset op i Kina i en fattig landbofamilie med syv sønner. Som 11 årig bliver han af myndighederne udpeget til at komme på Madame Mao's Dance Academy i Beijing. Forholdene er umenneskelige med 16 timers daglig hård træning 6 dage om ugen, og han hader det. Efterhånden når han imidlertid til en erkendelse af, at hans flid og talent giver ham nogle helt unikke karrieremuligheder. Efter tre måneders ophold i USA, får Li tilbudt en stilling ved Houston-balletten. De kinesiske myndigheder nægter at forlænge hans udrejsevisa, og de amerikanske myndigheder med vicepræsident George Bush i spidsen går ind i sagen, hvorefter den eksploderer i de amerikanske medier.
Filmen bygger på Li Cunxins prisvindende selvbiografi fra 2003 af samme navn. Med optagelser i Kina, USA og Australien, hvor Li Cunxin bor i dag, fører den australske filminstruktør og modtager af fire Oscars for Driving Miss Daisy, Bruce Beresford, os gennem denne utrolige rejse. Der bliver klippet fra den lille kinesiske landsby, hvor Li i 1972 bor med sin familie, og hvor børnene i skolen bliver indoktrineret til at tro, at i USA lider befolkningen store afsavn og lever i totalt mørke. Dernæst til kapitalismens højborg i 1981, hvor der er ytringsfrihed og en for Li ufattelig materiel overflod, som han hurtigt vænner sig til. I det hele taget er det kendetegnende for filmen, at der klippes hyppigt mellem tid og sted, men det sker i et godt flow, uden at man bliver forvirret. Tværtimod pirres nysgerrigheden.
Li Cunxin spilles af tre skuespillere. Huang Wen Bin som barn. Chengwu Guo som teenager og Chi Cao som voksen. Sidstnævnte er solodanser ved Birmingham Royal Ballet. Hans imponerende spring ses ofte i slowmotion - nogle vil måske kalde det poppede special effects - men det virker og giver tilskueren et nærindtryk af den kraftpræstation, han yder, om han så danser Svanesøen eller Don Quixote. Her er tale om en af filmkunstens forcer. Den kan forkorte og forlænge øjeblikke, så man glemmer tid og sted og bare lader sig rive med.
For at understøtte filmens autentiske præg gør Bruce Beresford brug af dokumentariske tv-klip, bl.a. et klip hvor George Bush senior kommenterer Lis sag.
Maos Sidste Danser fik en flot modtagelse ved Toronto Filmfestivalen i 2009. Den kan på visse områder sammenlignes med Billy Elliot, men går imidlertid et skridt videre. Her er der tillige tale om sammenstød mellem to vidt forskellige politiske ideologier. Maos Sidste Danser er en feel good-film, som vil og kan mere end at underholde.
Maos Sidste Danser
Se spilletider
Se filminfo
