|
|
De store forventninger til anden del af Dorrit Willumsens erindringer bliver til fulde indfriet. Der berettes om den lange seje kamp for at blive forfatter - de mange smertefulde ægteskabelige konflikter, men også vidunderlige portrætter af mennesker og dyr, især hunde, altid båret af en fortælleglæde iblandet en underfundig og finurlig humor.
Første del af erindringerne med titlen Det søde med det sure omhandlede barndom og ungdom og sluttede med studentereksamen og mødet med digteren og slavisten Jess Ørnsbo. Det er de fælles forfatterdrømme, der fører dem sammen, for de er så forskellige som nat og dag. Han er forfærdet over hendes dårlige smag med hensyn til boligindretning og har ikke høje tanker om hendes litterære evner, efter hans mening mangler hendes tekster bl.a. struktur. Og hun finder det både hårdt og tidsrøvende at være forelsket, hun vil hellere sidde og skrive på sin lejede rejseskrivemaskine Olympia. Men ikke desto mindre ender det med giftermål.
Det, der gør hele Dorrit Willumsens erindringsværk så fængslende og vedkommende, er den gennemført impressionistiske stil, som Madame de Sévigné, den store franske 1600tals forfatterinde og markise, var eksponent for. Proust var en stor beundrer af hende og nævner hende flere steder i På sporet af den tabte tid. Således skriver han i femte bind: "Det hænder at Madame de Sévigné, ligesom Elstir, ligesom Dostoievski, i stedet for at vise tingene i deres logiske rækkefølge, dvs. begynde med årsagen, først viser os virkningen, det umiddelbare indtryk som rammer os."
Netop det faktum at det er sansningen, der er udgangspunktet for skildringen, og ikke en intellektuelt funderet udredning af tingenes tilstand, er et vigtigt stiltræk i Willumsens fortælleteknik. Som da der er tale om, at hendes elskede morfar skal på plejehjem: "Jeg kniber læberne tæt sammen og kommer til at gå ind i en skabslåge, der af en eller anden grund står åben."
I forbindelse med research til en roman om Marie Tussaud tager Dorrit Willumsen til London. Hun har lige købt en kjole, hun er lykkelig, "Og så blev det mørkt". Der følger en malerisk sansemættet beskrivelse af, hvordan Londons mørke rullede sig ud. Det var et tæt, loddent mørke etc., og hun, der ikke er en ørn til at orientere sig, ender dog med at finde frem til hotellet, hvor der står stearinlys alle vegne. Altså ingen forklaring på årsag: strømsvigt, tåge, whatever.
Da Willumsen er kørt fast i en biografi om Herman Bang, foreslår hendes redaktør, at hun skal skrive den, som hun skrev Marie (om Madame Tussauds liv), altså som en roman, og det bliver en åbenbaring for hende: "Det var dér, jeg skulle være, i billedet og i sansningen."
Det er på en måde også tilfældet med hendes egen biografi. Det skal ikke forstås sådan, at hun gør sit liv til en roman, men alle hendes livs store og små hændelser, møder med mennesker og dyr, glæder og sorger får et romanagtigt skær på grund af disse skarpt sansede billeder, der gennemsyrer beretningen og gør den vidunderligt levende og bevægende.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Dorrit Willumsen: Pligten til lykke
Gyldendal, 224 sider
ISBN: 9788702109122
