Flere nyheder

 
Litteratur
Finsk debutroman lovlig langtrukken

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Finsk debutroman lovlig langtrukken
Fre. 29. apr. 2011

Finsk-estiske Sofi Oksanen fik Nordisk Råds Litteraturpris for romanen "Renselse", og nu finder hendes debutroman "Stalins køer" vej til de danske læsere. Trods slagkraftige emner som bulimi, prostitution og gulag tynges bogen af, at det tydelige udpensles og det utydelige udviskes.

Der er ingen tvivl om, at Sofi Oksanen har skrevet en god debutroman som 26-årig, der belyser, hvordan det er at kontrollere sin krop gennem bulimi og problemerne ved at være halvt estisk og halvt finsk. Hovedpersonen Anna er indvandrer i velfærdsstaten Finland, hvor kvinderne går i flade sko og bukser. Hun har nostalgiske minder om barndommens Estland, hvor kvinderne i farverige kjoler ofte er til salg, og hendes tilbageværende familier bestandigt trygler om indsmuglede cowboybukser og ægte kaffe.

De indledende beskrivelser af, hvordan Anna griber bulimien an med stor professionalisme, er tilpas chokerende, men man skal nok have en personlig aktie i emnet for at holde ud at læse om hendes ædeseancer side efter side. På samme måde er der mange alment interessante beskrivelser af forholdet mellem Finland, Estland og Sovjet, men hvor filmen Good Bye, Lenin! fik publikum til at forstå betydningen af at spise Spreewälder Gurken, så forbliver den følelsesmæssige betydning af de mange estiske og finske gloser meget indforstået trods den afsluttende ordliste. Hvor sympatisk man end er indstillet over for eksponeringen af små sprogområder, så føles det hele hurtigt meget pligtmæssigt. Sproget er sine steder både elegant og gribende, men for det meste er det kedsommeligt og overtydeligt, når Annas psykiske tilstand skal forklares.

Der kan efter behov uddeles point for overfloden af Vigtige Emner og for forfatterens eksotiske baggrund, men litterært løfter Stalins køer sig aldrig rigtigt. De mange forklarende passager i første person skal åbenbart tages for pålydende, og det er som om, at stoffet stadig er alt for tæt på trods koketterierne.

Oksanens bog er ikke som sådan dårlig, men historien ville bedre kunne holde til de høje forventninger, hvis hun havde vedkendt sig den som selvbiografi. Annas trængsler blegner også i forhold til hendes mors og mormors og opleves i detaljen som mest meningsfulde, hvis de faktisk er tilfaldet en person af kød og blod. Hvilket de sikkert også er, så hvorfor ikke gå planken helt ud?

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Sofi Oksanen: Stalins køer
Rosinante, 464 sider
ISBN: 9788763816335