Flere nyheder

 
Musik
Drømme, frihed, hjerte-smerte og jordskælv

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Drømme, frihed, hjerte-smerte og jordskælv
Ons. 4. maj 2011

Nogle gange er et album helstøbt og har samtidig små skønhedsfejl. Flossede kanter og en følelse af ubearbejdede udtryk. Det kan være mere end almindeligt befriende at lade rammerne glide lidt rundt i horisonten i stedet for partout at sprænge dem til de samme ens atomer, som samtidens regler foreskriver.

Bandet med det herlige navn DreamJockey er klar med deres andet album. Under titlen Earthquakes, Religion and Heartaches huserer nøgleordet frihed på forskellige måder - det er både pladens idégrundlag, det musikalske udtryk og teksternes forskellighed.

De to drømmejockeyer Kristian Hartling (guitar, vokal) og Mads Belding (trommer) ønsker at placere sig som modvægt til tidens buzz words karrierecoaches, businessplaner, strømlining og pengemaskiner. De er musikere, hvilket betyder, at de laver musik - og ikke livsstilsprodukter. De følsomme drømmere lader følelserne flyde frit i et kreativt lydunivers uden faste rammer. Fokus er musikalsk udfoldelse frem for salgbarhed.

Den sensitive vokal tillader sig at svinge sig ud i metatekster som i 3. track Hurrah og det mere klichéfyldte sprog i 5. track Christiania Girl - og nuancerer sig i forskellige former for håb og tilståelser gennem pladen. Rytmerne leger lystigt, men samtidig næsten dystert, som man kan møde det hos en ung Tom Waits, mens sangene nogle gange forsvinder ud i legesyge lydmontager. Det bevæger sig på grænsen til det overproducerede fra tid til anden, men det er let at tilgive, fordi det er to musikere i fri leg.

Flere af disse indie-kashmirske-jungle-drømme ville sagtens kunne gøre sig godt på radiokanalernes tracklister. Men hvis tilliden til radiofoniens musiksammensætning svigter, kan man anskaffe sig Earthquakes, Religion and Heartaches. Coveret er i sig selv et lille kunstværk, som visuelt er drømmende, foruroligende og naivt med inspiration fra barokken og de psykedeliske tider. En rigtig god grund til at få det på vinyl.

DreamJockey: Earthquakes, Religion and Heartaches
Udkommet som LP, CD og mp3 på Divine Records 29. april 2011