Flere nyheder

 
Litteratur
Overdådig pæonbog

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Overdådig pæonbog
Tor. 19. maj 2011

Haveguruen Claus Dalby stiller i bogen "Bonderoser og pæoner" skarpt på en blomsterfamilie, der kommer tæt på roserne i popularitet og overdådighed. Der er intet underspillet ved pæoner, hvor de fyldte ofte ser næsten kunstige ud. Men kan man klare mosten, er denne bog et uundværligt portræt af slægten.

Claus Dalby er kendt fra haveprogrammer i tv og som forfatter af en lang række havebøger på forlaget Klematis, som han selv har grundlagt. Fokus i hans virke er ikke grønsagsdyrkning, bæredygtighed eller trends som urban gardening. Dalby er smagsdommer i ordets bedste mening og sætter nye standarder for, hvor smukt man kan sætte planter sammen i haven.

Ikke blot sprøjter han havebøger ud i en lind strøm, han har også en utroligt produktiv blog, hvor det ene raffinerede billede hver dag afløser det næste. Der kan man også erfare, at ikke blot planter Dalby ofte i krukker, han er selv en vaskeægte krukke. Alt det tilgiver man ham dog, fordi han så gavmildt øser af sine erfaringer og billeder og helt oprigtigt synes at brænde for at opdrage danskerne til en mere smagfuld havekultur, hvad der også kan forklare hans samarbejde med Bilkas havecentre.

I bogen Bonderoser og pæoner er det dog først og fremmest planterne, der er i centrum. Bogen kommer omkring pæonernes tusindårgamle historie som kulturplante og forskellen mellem træ- og silkepæoner. Der er også gode råd til at plante og passe planterne, men da de er uhyre nemme, fylder denne del ikke særligt meget. To meget interessante kapitler er dem om den industrielle pæonavl og om planteavlernes bestræbelser på at score den store gevinst ved at avle sjældne, gule pæoner.

Hovedparten af bogen består af smukke fotografier og beskrivelser af de mange pæonsorter. Blomsterne er overvældende smukke og endda lette at dyrke i Danmark, men måske fordi der skal være retfærdighed til, findes de i et forholdsvis begrænset farveudbud. Det kan også forklare jagten på den gule pæon, der dog ser ud til at gå bedre end dahlia-entusiasternes søgen efter en blå dahlia.

Claus Dalbys sidste blomstermonografi Juleroser og påskeroser var med til at øge populariteten af disse anderledes elegante blomster, og det samme vil nok ske for pæonerne herhjemme. En af bogens styrker er, at den giver gode råd til, hvordan man skal matche pæonerne med andre blomster, der kan give dem lidt modspil. Det kan man også godt have brug for efter så mange siders umiddelbar, overvældende skønhed. Men det kan vel aldrig være en kritik af en blomsterbog, at det hele simpelthen er for smukt?

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Claus Dalby: Bonderoser og pæoner
Klematis, 160 sider
ISBN: 9788764105667