|
|
(Foto: Scanbox)
"Potiche (Trofæ-fruen)" er en elegant screwball-komedie om passioner og positioner. Om kønsroller og klassekamp. Om at smide det bekvemmelige over bord og kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde. En hyldest til kvinden, der trodser normer og står ved sine drømme.
Året er 1977. Himlen er blå, skoven er grøn, og Suzanne Pujol (Catherine Deneuve) iført papillotter og højrød løbedragt er ude at løbe i skoven. Hun standser og småsludrer med et egern og et dådyr. Hun tager en blok op af lommen og skriver et lille digt, en hyldest til naturen. Suzanne er hjemmegående. Hun er gift med Robert (Fabrice Luchini), der er leder af paraplyfabrikken, som Suzanne har arvet efter sine forældre. De har to voksne børn. Robert, en utro, latterlig mandschauvinist, behandler hende nedladende og respektløst, og børnene kalder hende for en "potiche", hvilket betyder en værdiløs pyntegenstand.
Da arbejderne på fabrikken nedlægger arbejdet pga. dårlige arbejdsvilkår, får Robert et hjertetilfælde og bliver uarbejdsdygtig. Suzanne, der allierer sig med sin gamle bejler, byens kommunistiske borgmester Maurice Babin (Gérard Depardieu), overtager roret. Fabrikken blomstrer takket være Suzannes forretningstæft og medmenneskelige ledelsesstil. Da Robert bliver rask, vil han have sin gamle stilling tilbage, men Suzanne, der har fået smag for forretningslivet, giver ham kamp til stregen.
Filmens manuskriptforfatter og instruktør François Ozon, der er kendt for sine skarpe, satiriske og humoristiske film om kvindeliv, bl.a. 8 Kvinder og et Mord (2002), hvor Deneuve også spiller hovedrollen, er en af Frankrigs største nutidige filminstruktører. Potiche bygger på et teaterstykke fra 1980 skrevet af Pierre Barillet og Jean Pierre Grédy. Film, hvis forlæg er teaterstykker, kan have en tendens til at blive kammerspilsagtige. Ozons nævnte 8 Kvinder, om nogle kvinder, der er sneet inde i et hus på landet, er et eksempel på det. I Potiche bevæger vi os derimod vidt omkring mellem mange forskellige locations bl.a. hjemmet, fabrikken, skoven og byen.
Deneuve og Depardieu, fransk films største og mest elskede nulevende skuespillere, er filmens clou. Deneuve er stadig skøn. Hun, der i sin ungdom var glødende feminist, er castet mod sin type, hvilket tilfører hendes underdanige karakterer en særlig dynamik. Bag trofæ-fruen gemmer der sig en stålvilje. Kæmpen Depardieu, alias den kommunistiske borgmester Babin, har sin helt egen uprætentiøse stil, der stadig kan begejstre publikum, ikke mindst kvinder. Deneuve og Depardieu har spillet overfor hinanden et utal af gange. Man fornemmer en nærhed i deres spil.
Rent visuelt domineres filmen af en palet af stærke farver, hvor rød og grøn dominerer. Man kommer til at tænke på Deneuves gennembrud i Jaques Demys filmmusical Pigen med Paraplyerne (1963). Her arbejdede den gudesmukke Deneuve i en paraplybutik, og filmens fantasifulde farveleg inden for tøj, tapeter og kulisser skabte en kontrastfuld ramme for musicalen.
Potiche (Trofæ-fruen) nærmer sig på visse områder ren kitsch, men på en meget morsom og underholdende måde. Denne anmelder sad med et smil på læben under hele filmen. Mere kan man vist ikke forlange.
Potiche
Se spilletider
Se filminfo
