Festivalens seks scener bød på mange forskelligartede musikgenrer, men fredagens program bød alligevel på en lang række af mere metalliske og hårdtslående navne.
Man kunne sagtens vælge at gå andre veje, men for undertegnede startede dagen med Electric Wizard, der var hasteindkaldt for aflyste Dååth. Måske var det meget godt, for i stedet for Dååths mere eksperimenterende og grænsenedbrydende metal, fik vi en skræmmende tung stonermetal til at vågne på. De erfarne rotter i Electric Wizard med syv studiealbum på samvittigheden, leverede deres velkendte tatoverede rock og fik banket den værste rust af leddene med deres tunge bas-angreb.
Herefter gik det over stok og sten med først australske Parkway Drive, der navnet til trods spiller en omgang solid hardcore. Vokalen haltede noget i det samlede lydbillede, og den ene guitarist sad i rullestol med kun ét ben. Sidstnævnte syntes dog at klare sig glimrende uden ben og trillede lystigt rundt og headbangede sammen med de andre. Den australske hardcore var dog først og fremmest solidt bygget op med masser af energi og en overbevisende vilje til at starte en fest.
Sydstaterne er normalt noget man forbinder med whisky, bluegrass og Mississippi, og ikke en tonstung Black Sabbath-rock, der spilles med en indædt autentisk ondskab. Ikke desto mindre leverede Eyehategod en af festivalens bedste og mest overbevisende koncerter på Odeon, med en støvet og beskidt tungmetal af den rette blanding af fede riffs og et hårdt arbejdende band. Her leverede Roskilde den første positive overraskelse, som er med til at definere, hvorfor man tager af sted år efter år. Det er ikke altid hovednavnene, der bliver hængende i erindringen lang tid efter. De fæle gutter fra New Orleans bliver i hvert fald hængende hos undertegnede som et af festivalens helt store oplevelser.
Et andet band fra sydstaterne, denne gang fra Georgia, leverede også et overbevisende og ganske interessant show, da Kylesa indtog den noget mindre Pavilion-scene. Omvendt kunne man komme tættere på og nyde bandets stramt komponerede rock, der udover tyngden fra to trommeslagere leverede en støjende og overbevisende ørkenrock. Det blev aldrig rigtig farligt, men til gengæld havde bandet masser af bund og fede melodier.
Et andet band med masser af bund er ligeledes amerikanske Mastodon, der af uransagelige årsager var blevet opgraderet til Orange scene. Der er intet i vejen med Mastodons muskuløse rock, men de har slet ikke det publikum, der skal til for at fylde pladsen op foran sig. De ville have været perfekte på Odeon, som på mange måder er den bedst fungerende scene på festivalen både hvad angår lyden og kontakten til publikum.
Engelske Portishead stod for dagens genreskift, og de havde det samme problem med at fylde scenen ud som Mastodon, men af andre årsager. Deres musik er simpelthen for indadvendt og skrøbelig til at nå langt nok ud og gribe publikum. Det kunne de tidligere, og det bliver interessant at se, hvad de kommer med af nyt materiale, men denne aften var udtrykket alt for sart til at skabe det engagement, der aldrig kom.
Heldigvis kunne man nå over og se den sidste halve time af Swans, som overgår de fleste med noget af det mest kompromisløse og sorte musik, man kan tænke sig. At den aldrende Michael Gira stadig formår at skabe de undergangsstemninger, især på det seneste album, er nærmest ufatteligt. Men fascinerende var det, og springet fra Portishead til Swans var nærmest grotesk at opleve.
Da klokken slog en time over midnat gik de kutteklædte mørkemænd fra Ghost på scenen med deres forunderlige blanding af nærmest kitschet metal og groovy riffs. Problemet med Ghost er, at de er svære at tage alvorlige, selvom de momentvist rammer noget superfedt i deres mere klassiske metal. Underholdningsværdien kunne kun række til godt tre kvarter, hvorefter stikket blev hevet ud for mit vedkommende.
Alt i alt festivalens bedste dag for denne gæst, men også en dag, der bar meget præg af den mere hårdtslående del af programmet, på bekostning af masser af andre spændende navne. Men sådan er Roskilde jo også. Man kan desværre ikke nå det hele.
