Lørdag på Roskilde Festival leverede både fine oplevelser på programsiden og mindre heldige hvad angår vejret.
Festivalens anden store dag blev for nærværende igangsat med det engelske postpunk band Killing Joke, der entrerede Arena scenen klokken 16. Bandet, der har den maniske og karismatiske Jaz Coleman i front, har eksisteret i over tredive år, så det var rutinerede musikalske muskler, der blev sat i gang.
Og bandet leverede en rigtig fin præstation. Der var ikke noget "has been" over Killing Jokes koncert, hvor deres skarpe guitarlyd og tungt funderede bas var en velfungerende bund for den tændte og manierede Jaz Coleman. Materialet, der spændte fra helt tilbage i karrieren og frem til nyeste album, Absolute Dissent fra sidste år, hang godt sammen. Killing Jokes sæt voksede ikke ind i himlen, men det var gennemført og solidt. Udmærket.
Herefter gik vejen et smut forbi Odeon, hvor den stod på svensk melodød leveret af Soilwork. Og bandet gik energisk til arbejdet, men efter en lang række glimrende koncerter med hård lyd på årets festival, så fangede Soilwork ikke rigtig. Måske skulle man være mere begejstret for denne genre, who knows.. Videre gik vejen i hvert fald.
Efter en del rundegang på festivalpladsen, så var det tid for engelske Arctic Monkeys, der skulle trække et større publikumslæs fra den Orange scene. Arctic Monkeys, frontet af den mere end almindeligt begavede sangskriver Alex Turner, startede deres karriere med lyn og torden og to fremragende album. Siden er originaliteten og skarpheden dalet en smule, men bandet har virkelig et sangkatalog, der kan fylde en sætliste med power.
Og Arctic Monkeys smed da også en god koncert af sig. Intensiteten kunne have været mere iøjefaldende - de overpræsterede helt sikkert ikke. Men alligevel kom de godt i mål med deres ærkeengelske lyd, nu også tilført tungere bund. Bandet har bevæget sig fra et mere kantet, overraskende og staccato-præget lydbillede og over imod en noget mere massivt forankret ditto uden den store vaklen. Men det var stadig de ældre numre, der scorede højest. Og ja, they still ".. Look Good on the Dancefloor".
Efterfulgt af et skybrud med store mængder vand og klædelige lyn, var amerikanske The Strokes så næste store navn på den store scene. Humøret på og omkring pladsen var afstemt en del i forhold til, hvordan publikummerne nu var kommet gennem vejrets utilregnelighed. Men som altid var der et imponerende gåpåmod blandt de fleste. Roskilde var klar til fest med The Strokes.
Selv oplevede jeg det meste af koncerten dårligt placeret på afstand - mere lyd end syn - men det jeg hørte ramte godt. Bandet havde en god lyd og viste bedre og flot sammenspillet form end jeg havde ventet. Deres show afstedkom da også efterfølgende markant stor tilfredshed på festivalpladsen.
Aftenen/natten blev afsluttet med først en gang legendarisk amerikansk death metal af den særligt brutale slags. Autopsy, der blev dannet lidt over midten af firserne, stod for at skulle banke noget varme og intens energi ind i publikum klokken 01 om natten - dette fra Odeon scenen. Og skulle man være blevet lidt træt i hovedet og lemmer, så fik de drevne amerikanere da en til fuldstændigt at glemme dette. Med et sejt, brutalt og gennemført show viste Autopsy, at der er en god grund til, at de stadigvæk er at finde på de internationale scener. Og så var det i øvrigt et perfekt tidspunkt, de var blevet tildelt.
Danske Spids Nøgenhat var nattens sidste oplevelse for nærværende. Og tak for, at man havde holdt sig oppe til deres koncert på Pavilion med start klokken 02. Bandet, der har Lorenzo Woodrose aka Guf fra blandt andre Baby Woodrose i front, har med deres smittende 60'er og 70'er syrerock fået en ret så særlig status blandt de indviede - som bliver flere og flere. Og koncerten på årets Roskilde Festival havde da også et imponerende besøg. Med et sikkert greb om den transcenderende rock, lukkede Spids Nøgenhat Pavilion med manér. Et band man simpelthen bør opleve live.
