Flere nyheder

 
Film
Et dyk ind i en tryllebindende verden

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Et dyk ind i en tryllebindende verden
Tor. 8. sep. 2011


(Foto: Camerafilm)

Richard Ayoade har i sin første spillefilm "Submarine" formået at kreere et stærkt værk, der tryllebinder sit publikum og fører det dybt ind i teenageren Oliver Tates emotionelle verden.

Oliver Tate bor i Swansea, Wales, og hans familie er i krise: forældrene lever et monotont liv, hvor kærligheden synes fraværende. Faderen, Lloyd, lider af depression, og det hjælper ikke, at moderens excentriske ekskæreste Graham er blevet deres nye nabo.

Samtidig med problemerne på hjemmefronten forelsker Oliver sig i Jordana, skolegårdens mærkelige pige med pyromaniske tendenser.
I løbet af tre kapitler, indrammet af en prolog og en epilog, forsøger Oliver både at forhandle med Jordana om deres forhold og redde forældrenes ægteskab.

Oliver klandrer sig selv for ikke at have et særtræk, der definerer ham. I en komisk scene fortæller han, hvordan han blandt andet med en hatteperiode og ved hver dag at slå et nyt ord op i ordbogen, og derved lære betydningen af et ord som "atavisme", har forsøgt at skabe sig selv en klar identitet. Denne lidt bizarre opførsel og søgen efter identitet gør ham på den ene side til en typisk forvirret teenager i færd med at finde sin plads i livet og på den anden en reflekteret individualist, der besidder kuriøse særtræk.

Filmen foregår i et tidsløst univers tilsat en række retro-elementer (f.eks. Olivers Beatle-frisure og hjemmets tunge, kitschede møbler). Wales portrætteres i dets efterårspragt, hvor kolde, gråblå nuancer er fremtrædende. Stilen er realistisk dog med et strejf af en drømmeverden, hvilket understreges af den tryllebindende musik skrevet af Alex Turner fra Arctic Monkeys.

De to unge skuespillere Craig Roberts (Oliver Tate) og Yasmin Page (Jordana), er begge blevet valgt som "Stars of Tomorrow" af Screen International. På trods af deres unge alder er de altoverskyggende i filmen. Derudover består castet af garvede skuespillere som Sally Hawkins (Olivers mor, Jill), Noah Taylor (Lloyd) og Paddy Considine (Graham). Alle har de deres fysiske særheder, hvilket tilføjer rollerne et strejf af ironi og melankoli.

Filmen er produceret af Warp Films, et af de mest respekterede selvstændige filmproduktionsselskaber i England, hvis mål er at være platform for innovative engelske talenter inden for filmen. De har udover Submarine bl.a. produceret Artic Monkeys' musikvideoer, der ligesom Submarine er instrueret af Richard Ayoade.

Ayoade har begået et genistreg ved at transformere coming-of-age-romanen Submarine, skrevet af Joe Dunthorne, til en film. Fortællingen er en magisk rejse ind i Oliver Tates følelsesmæssige univers, der på en gang er både vittig og sørgmodig, eller som Oliver selv foreslår i filmens synopsis breath-taking!
Denne anmelder glæder sig til flere fantastiske filmoplevelser fra debutanten inden for engelsk film, Richard Ayoade.

Submarine
Se spilletider
Se filminfo