Søndag og sidste dag på Roskilde Festivalen havde - som der efterhånden er tradition for - et rigtig godt program. Og da solen skinnede og festivalområdet var blevet ret tørt igen, efter lørdagens store skylle, så var det selvfølgelig en skam at tage for tidligt hjem.
Dagen første koncert var norske I Was A King, på den lille Pavilion scene. Bandet, der efter sigende skulle trække på blandt elementer af 90'ernes støjrockscene, lød i mine ører for det meste som et pænere indierock/pop act. Musikken var forholdsvis artig og velspillet, hvilket som sådan var fint nok til en tidlig søndag eftermiddag. Behagelig baggrundsmusik uden så pokkers meget mere.
Efter lidt sange af den mere eksperimenterende slags fra danske Thulebasen, der afløste I Was A King, gik vejen mod Orange scene, hvor de amerikanske veteranpoppunkere fra Bad Religion skulle sparke lidt gang i søndagen. Bandet, der har lidt over tre årtier på bagen, har efterhånden et ordentligt læs vildtsparkende ørehængere i bagagen, så man var på tæerne til en omgang velkvalificeret energisk melodicore.
Well, Greg Graffin og co. gjorde da en okay fin figur, men bandet hører næppe til på en scene som Orange. Det er sikkert hård kost at skulle spille et mat og slut publikum op på sådan en søndag, men Bad Religion gjorde heller ikke meget mere end allermest nødvendigt. Derudover er bandet også for niche-orienteret til at kunne igangsætte den store fest fra festivalens største scene. Og så manglede man altså også for mange af bandets bedste sange fra de tidligere album, men "21st Century Digital Boy" fik vi selvfølgelig. Men bestemt ikke en prangende præstation.
Men festen for masserne kom så til gengæld klokken 19.30, hvor Danmarks mest populære hiphop-navn, L.O.C., entrerede Orange scene. Og armbevægelserne var store, Men man må sige, at L.O.C. kunne bære det. Mere eller mindre alene (gæster på scenen var blandt andre Jokeren) gennemførte L.O.C. sit show med et imponerende antal fremmødte i sin hule hånd. Trods sin hovedsagelige appeal til et meget ungt segment, så var det iøjefaldende hvor bredt, han faktisk fangede. L.O.C. gjorde fra Orange, hvad flere andre navne ikke magtede på årets festival: han fik hele pladsen foran med på fest. Desværre nåede jeg ikke hele L.O.C.s sæt, da jeg ikke ville gå glip af Graveyard.
Svenske Graveyard skulle beværte med en dosis halvfjerdser-inspireret tung rock. Bandet har kun to album bag sig, hvor sidste nye er Hisingen Blues fra i år. Men trods de få udgivelser, så fremstår det svenske band som et ualmindeligt sammenspillet, drevent act, der mestrer deres lyd og udtryk til topkarakter. Fede riffs og tungt svingende, blueset bund blev smidt ud fra scenen på en smittende og casual facon. Graveyard var på alle måder den perfekte måde at slutte festivalen af på. Og det var der tydeligvis mange andre fremmødte, der var enige i.
