Flere nyheder

 
Musik
Fin og finurlig debut smager af mere

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fin og finurlig debut smager af mere
Man. 22. aug. 2011

Debutpladen fra komponisten/sangerinden Nina Baun, der læser på Rytmisk Musikkonservatorium, er et charmerende bekendtskab. "Something is Always Moving" er indspillet med et hold unge, danske jazzmusikere og udkommer den 22. august på Divine Records.

Selvom der er elementer af mange forskellige musikgenrer på Nina Bauns debutplade - her nævnes i flæng; pop, indierock, country og r'n'b - så er det ikke desto mindre jazzen, der er det altoverskyggende udgangspunkt. På den ene side er Something is Always Moving pæn, velfriseret og lettilgængelig med de fineste vokalfraseringer og tekstbidder som "I confuse the don't's and do's" og "You know how I play fair and you don't", der forfører og inviterer lytteren ind i et underfundigt romantisk univers.
Samtidig får udgivelsen kant og kræver sin plads som langt mere end blot behagelig baggrundsmusik med Nina Bauns til tider helt forvrængede stemme og de interessante eksperimenterende kompositioner, hvor instrumenterne får rum til at fylde, ofte i alternative rollefordelinger. Som f.eks. trommerne i front i det dragende første nummer "Marching from Blue" og bassen i den fine "Clay", der får lov at styre temaet.

Something is Always Moving fremstår således som en sælsom blanding mellem Cæcilie Norby og Jakob Bro. Man spidser ganske enkelt ører, når man lytter til Nina Bauns debutalbum. Det er et komplekst og interessant udspil, der dog til tider bliver lige poppet og pænt nok. Styrken ligger så absolut i det skæve, og her må det helt fantastiske nummer "Implosive" nævnes. Følelserne trækkes i langdrag med en rørende desperation og tristhed, der på fornemmeste vis understøttes af instrumenterne, der følger Bauns skift i tempo og stemning, og som med en kæk r'n'b-reference leder tankerne hen på Erykah Badus marathon-nummer "Green Eyes" (10 minutter langt) fra albummet Mama's Gun i 2000. "I am the loaded gun in your hand, pointed at the mirror where you and I stand" lyder det fortvivlet fra Nina Baun, og her er denne anmelder for alvor solgt.

Something is Always Moving er en overbevisende debut, der med sin lille times musik fordelt på 8 numre smager af mere. Det bliver spændende at følge Nina Baun, der godt kunne gå hen at blive en vægtig stemme i ny progressiv dansk musik. Herfra håbes det, at der bliver lagt endnu mere vægt på jazzens kringlede afkroge fremover; pæne sangerinder er der så mange af...

Nina Baun: Something is Always Moving
Ude på cd fra Divine Records 22. august 2011