Flere nyheder

 
Musik
Star quality

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Star quality
Man. 19. sep. 2011


(Foto: Stephen Freiheit)

"Den er lidt lummer - så hvis I skal danse, må I gerne danse lummert!" Det var en meget veloplagt Bobo Moreno, der i front for Husorkestret lørdag den 17. september indtog den lille intime scene på Dexter i Odense. Og han formåede hurtigt at tryllebinde publikum med masser af humor, indlevelse og spilleglæde.

Sammen med Husorkestret stod Bobo Moreno i spidsen for en fest fuld af soul og funk primært bestående af ældre klassikere - såsom "Walking in Memphis", "Don't You Worry 'bout a Thing" og "Let's Stay Together". En fest som det medlevende publikum med glæde deltog i.

Bobo Moreno har den "star quality", der fænger publikums opmærksomhed, hvor man virkelig kan mærke, at han er i sit es, når han står på en scene. Og han formår virkelig at nå ud over scenekanten. Aftenens sange blev pakket ind i stort nærvær og en rigtig god kontakt til publikum, som nød de små historier mellem numrene.

Derudover har han en stemme, som gør, at jeg ikke vil være den mindste smule nervøs ved at beskrive ham som den danske pendant til Seal. Der var ikke et eneste nummer, hvor man drømte sig tilbage til originalen, for Bobo Moreno har bare en vokal, der kan bære dem.

Lidt mere i baggrunden leverede de fire musikere fra Husorkesteret lige så sikre præstationer, som man kun kan lade sig imponere over, og fik på fornemste vis det hele til at hænge sammen.

Husorkestret udgjordes af: Adam Winberg på trommer, Jesper Van på elbas, Dennis Flacheberg på elguitar og akustisk samt Michael Vitten på keyboards.

Det var i det hele taget en rigtig veludført koncert fra dygtige og engagerede musikere med en sprudlende Bobo Moreno i front, sat i de helt rigtige rammer på Dexters lille intime scene.

En fornøjelse!

Bobo Moreno gav koncert på Dexter i Odense d. 17. september 2011.