|
|
(Foto: Ulrik Jantzen)
Det er en modig satsning, Betty Nansen Teatret og instruktør Alexa Ther har kastet sig ud i med en dramatisering af Tolstojs store romanværk "Anna Karenina". Trods fornemt spil af flere af de medvirkende kan man ikke sige, at denne "brændende kærlighedshistorie", som den omtales alle steder, for alvor kommer ud over rampen.
I første scene ankommer Anna med toget til Moskva, hvor hendes bror Stefan tager imod hende. Grev Vronskij er tilfældigvis også tilstede på stationen, i flot uniform, og præsenterer sig storsmilende for Anna. Stefan er gift med Dasja, og Anna ankommer lige midt i et lidenskabeligt opgør mellem ægtefællerne, idet Dasja har opdaget, at Stefan er hende utro med en danserinde. Dasjas søster, Kitty, løber rundt på skøjter og drømmer om den flotte Vronskij, mens hun bliver kurtiseret af Ljovin, en godsejer fra provinsen. Vronskij er imidlertid blevet lidenskabeligt forelsket i Anna, og der udspiller sig en dramatisk scene med en fortvivlet Kitty, der afviser en knust Ljovin, men selv bliver vraget af Vronskij. Anna, der henlever en glædesløs tilværelse med en mand hun ikke elsker, kan ikke modstå Vronskijs kærlighedserklæringer. Hun forlader mand og barn og giver sig med hud og hår hen i dette nye kærlighedseventyr.
Der skulle således være nok af dramatisk stof at sætte i scene, men skønt sådanne kærligheds- og jalousiscener er spændende at læse om i en bog, kan de ikke nødvendigvis gestaltes på en scene, så de bliver levende og vedkommende. Man har så grebet til at bruge den tyske teatermand Armin Petras, der har gjort det til sit speciale at bearbejde klassiske tekster på en ny måde: Personerne taler ikke bare sammen, de udsiger også det, de tænker, som så ofte viser sig at være forskelligt fra det, de rent faktisk siger. Man kender det fra Holbergs og Molières komedier med deres "afsides replikker", men det er mere omfattende her. Det forvirrer en del i starten, når personen først henvender ordet til en anden person og derefter fortsætter talestrømmen med at omtale sig selv i 3. person, og da er det så Tolstojs egen tekst, man hører. På den måde tales der uafbrudt, og forestillingen drukner på en måde i ord i stedet for i dramatisk aktion.
Som de tragiske elskende, Anna Karenina og Vronskij, gør Stine Stengade og Carsten Bjørnlund sig umage for at demonstrere deres store lidenskab; de kysser og elsker på livet løs, men det bliver aldrig rigtig bevægende endsige får tragisk format, de leder snarere tanken hen på et operettepar.
Det lykkes dog ind imellem at anskueliggøre indre sindstilstande, således evner Jens Jacob Tychsen at gøre Annas stive og utilgivende ægtemand næsten sympatisk. Han gør også et godt forsøg på at agere Annas 9-årige søn. Laura Bros jaloux hustru er komisk i al sit melodramatiske raseri mod sin kyniske og desillusionerede ægtemand Stefan, som Mads M. Nielsen fremstiller fremragende i al sin fordrukne ynkelighed. Det par, der får hinanden til slut, Kitty og Ljovin, spilles flot og med stor energi af Karin Bang Heinemeier og Rasmus Hammerich.
Men, alt i alt kan omplantningen af romanen Anna Karenina til scenen ikke kaldes helt vellykket.
Anna Karenina - Betty Nansen Teatret
Se spilletider
