|
|
(Foto: Shazia Khan, Sandrew Metronome)
Årets bud på en dansk Oscar-nominering er "SuperClásico". Danske anmeldere gav den stakkevis af stjerner, mens udenlandske kritikere spørger: Hvorfor sender Danmark altid den samme film ind? Det er da også en uendelig typisk, dansk komedie om livets alvorlige kriser. Tilsat superklassisk dansk sproghumor, som "Shut up for pokker!"
Mikael Bertelsens behagelige stemme er en forklarende fortæller, der holder seeren i hånden gennem hele filmen. Bertelsen er efterhånden blevet synonym med sympatisk ironi og intellektuel DR2-humor. Castingen af Mikael Bertelsen kan virke som et mere eller mindre desperat forsøg på at overbevise filmens publikum om, at denne her fortælling lige netop er fuld af sympatisk ironi og intellektuel DR2-humor. Men den er nærmere fuld af klichéer om kvinder og etnicitet, om forestillingen om forudsigelig uforudsigelighed hos bestemte mennesker og en løftet pegefinger om, at man skal passe på, hvad man ønsker sig.
De er skøre, de argentinere. Og fulde af varmblodet temperament. Men kvinderne, de er endnu mere skøre. Og endnu mere temperamentsfulde. Så selvom man er en dansk mand, som midt i Buenos Aires føler sig som det eneste rationelle menneske, kan man, når en dansk kvinde bliver for utilregnelig, finde forståelse og masser af vinbedugget fællesskabsfølelse hos de argentinske mænd.
Christian (Anders W. Berthelsen) er vineksperten, hvis vinhandel er ved at gå nedenom og hjem, mens hans kone, Anna (Paprika Steen), har scoret en argentinsk fodboldspiller. Hun vil nu skilles så hurtigt som muligt, hvilket forståeligt nok tager hårdt på Christian. Han beslutter derfor at rejse fra Brønshøj til Buenos Aires for at tale ud om forholdet, der burde kunne reddes. Anna har ikke bare svigtet Christian, men også deres teenagesøn, ved at vælge karriere og ny kærlighed til og det gamle liv fra. Undervejs i filmen indser hun dog et og andet og må som konen i muddergrøften konstatere, at det kan være farligt at ønske sig for meget.
Christian derimod er på en dannelsesrejse, der byder på større selvindsigt og masser af bekræftelse, når det kommer til klichéer om latinamerikanere - og om at leverpostejsdanskeren godt kunne lære lidt af de følsomme sjæle. Fodboldspillerens husholderske, Fernanda, viser sig at være en silikonepumpet Mary Poppins, der forlader husholdningen, så snart hun har lært Christian, at han kan finde styrken i sig selv og lytte til sit eget hjerte. Dog knap så stereotypt som det med at lytte til sit hjerte - men det er tæt på!
Filmen forsøger at hæve sig over den udslidte bittersødme i danske komedier om, hvor svært livet egentlig kan være - men også hvor livsbekræftende modgang egentlig er. Det gør den ved konstrueret poesi, som f.eks. et par tangodansende kakerlakker. Det er et greb, der virker i en film som Den fabelagtige Amélie fra Montmartre (2001), men i SuperClásico bidrager det ikke med meget andet end søgt tidsfordriv.
Skuespillet er naturligvis i orden, billederne fungerer fint, og musikken er yderst velvalgt. Men nogen Oscar bliver det nok næppe til.
SuperClásico
Ude på dvd fra Sandrew Metronome
Se filminfo
