Flere nyheder

 
Teater
Bollywood indlagt på den lukkede

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bollywood indlagt på den lukkede
Man. 10. okt. 2011


(Foto: Per Morten Abrahamsen)

"The Bollywood Trip" på Republique er en medrivende, moderne musical forankret i underholdende psykiatriske omgivelser tilsat masser af farvestrålende danselir og kraftfulde indiske rytmer, som det sig hør og bør i Bollywood-regi.

Leverpostejsfarvede Danmark, personificeret ved den kejtede læge Jens (Thomas Corneliussen), har indlagt det spirituelle Indien, i form af den forførende, karismatiske Haroon (Janus Nabil Bakrawi), på den lukkede. Jens har umådelig svært ved at få erklæret sin kærlighed til sygeplejersken (Laura Müller), og mødet med Haroon bliver en slags emotionel dannelsesrejse i de ni følelser, han ifølge indisk visdom skal igennem for at blive "et helt menneske". Måske er det dog snarere Haroon, der behøver hjælp, idet han er indlagt på Jens' psykiatriske afdeling pga. (vrang?)forestillingen om sig selv som en stor Bollywood-filmstjerne. Slumdog Millionaire møder således Gøgereden i fortællingen om, hvem det egentligt er, der er de gale og de normale.

Via det næsten tre timer lange (inkl. pause) melodrama med masser af indisk fyld og musik med playback fejres og spiddes Bollywood-genrens dogmer samt klichéerne om danske og indiske værdisæt. Autoritære hvide lægekitler, især den sexfikserede overlæge (Morten Staugaard), der sværger til overmedicinering og fiksering, kontrasteres af poetiske dansere, der smukt mimer Haroons følelser i farvestrålende kostumer, som dog bliver lidt "bollywood-danske" ved ikke at gå mere amok i overflod og glimmer.

Chai-théen er ekstravagant og eksotisk i forhold til den flade Medova, der bliver drukket på afdelingen, før Haroon kommer til og vender op og ned på det hele. Samtidig er hans glimtende pailetter og selvfede Elvis-fremtræden lattervækkende i de regelbundne psykiatriske rammer, som patienten Marius (Ole Westh-Madsen) og den Nietzche-citerende autist (igen Morten Staugaard) meget underholdende understreger nødvendigheden af. Dermed introduceres også større temaer i form af den moderne etablerede lægevidenskab over for alternativ behandling og behovet for hhv. illusion eller virkelighedsnær hverdag. Det bliver der ikke for alvor taget livtag med, og niveauet forbliver på et soapet sketch-plan, men med kvikke replikker og dygtige skuespilpræstationer.

Sisse Jørgensens enkle, stilrene skydedørs-scenografi skal have stor ros, og fremstillingen af Indien (med små kasser, hvor en rå lyspære hænger ned fra oven, og alle tænkelige hverdagsscenarier bliver udført på den stærkt begrænsede plads) er flot tænkt. Ligeledes er koreografi, musik og lys under den dramatiske elektrochokbehandling effektfuld. Ønsket om dynamik på scenen tager derimod lidt overhånd, når skuespillerne kæmper med at fremsige deres replikker, mens de spæner forpustet op og ned ad den rampe, der dog ellers fungerer godt og meget konkret understreger karakterernes følelsesmæssige op- og nedture.

The Bollywood Trip er en gedigen produktion og en god aften i teatret, der i udpræget grad bæres hjem af indisk lir, seje trommer og flot opsætning.

The Bollywood Trip - Teater Republique
Se spilletider