Beth Hart og Joe Bonamassas udspil "Don't Explain" er covernumre af gamle jazz- og soul-klassikere i nye fortolkninger med kompetent bluesguitar af Joe Bonamassa og Beth Harts kendetegnende rå tornado af en stemme, der kun momentvis får lov at vise mere følsomme sider.
Med titlen Don't Explain kunne man oplagt tro, at her er tale om en jazzudgivelse. Det er der ikke. Beth Hart og Joe Bonamassas album er blues/rock, der får hele armen med strygerorkester, og både på Delaney & Bonnie-coveret "Well, Well" og Etta James' "Something's Got A Hold On Me" er der regulær countrystemning med kækt orgelspil. Albummet indledes dog med Ray Charles-coveret "Sinner's Prayer", hvor der er godt med gedigen slideguitar og rå, kraftfuld stemme fra Hart - og det er, hvad dette album handler om.
Amerikanske Hart er populær i Danmark og rost for at lægge sig op ad store stemmer som Janis Joplin og Etta James. Ifølge denne anmelder minder hun ikke så lidt om 1990'er pop-ikonet Anastacia med sin ekstremt kraftige og ret dybe vokal, der næsten skriges ud. Det kan man så være til eller ej, ligesom man kan dyrke albummets retro-charme og pæne 90'er-lyd. Undertegnede har det beklageligvis svært med begge dele.
Coveret af Tom Waits' "Chocolate Jesus" har en legende lethed over sig, hvor samspillet mellem Harts vokal og Bonamassas bluesguitar fungerer. Bonamassa gør det i det hele taget godt som Harts "wingman" ved indfølt at understøtte hende uden at overtage showet. De fineste eksempler på dette er Melody Gardots "Your Heart Is As Black As Night" og Gil Scott-Herons smukke "I'll Take Care Of You", der også får følelsesfulde, afdæmpede sider frem hos Hart, som klæder og nuancerer hendes rock'n'roll-udtryk. Hart har således sine momenter, men generelt mangler vokalens spændte, overdrevne fraseringer nærvær og indlevelse i originalforlægget, der fortjener bedre.
Titelnummeret "Don't Explain" er næsten en majestætsfornærmelse mod den store Lady Day, som helt givet også er en udfordring at bide skeer med. Ikke desto mindre er bl.a. Caroline Henderson kommet godt fra det på sit album af samme navn fra 2004, ligesom Damien Rice og Lisa Hannigans version på Herbie Hancocks Possibilities (2005) tester ny grund for jazzklassikeren. "Don't Explain" bliver derimod jappet igennem på dette album, og væk er hele nummerets pointe, der netop ligger i de følsomme fraseringer, som understreger den smertefulde tekst om at lukke øjnene for sidespring, man ved foregår. I Harts version hører man snarere laissez-faire-ligegyldighed, og "Don't Explain" kommer dermed fladt til at betyde; "Forklar dig ikke, jeg er ligeglad", hvilket er noget af en omskrivning, som intet arsenal af strygere kan redde.
Der går varme anbefalinger herfra til originalforlægget og til Joe Bonamassas bluesguitar. Udgivelsen som helhed fremstår dog i denne anmelders ører for pæn og overproduceret. Der mangler sjæl og kant, og albummet lider meget under Beth Harts begrænsede evne til at løfte sin vokal ud over rock-klichéerne.
Beth Hart/Joe Bonamassa: Don't Explain
Udkommet på Target Records
