|
|
"Metro 2033" er på alle måder en fremtidsbog. Den foregår i 2033, hvor et par tusinde indbyggere fra Moskva har overlevet atomsprængninger ved at søge ned i metroens underjordiske system. Historien startede med en blog, blev udgivet på 34 sprog, skabt som computerspil og nu er forhandlingerne i gang, så det snart kan blive til en Hollywoodfilm.
Plottet er dramaturgisk set ganske godt skruet sammen. Et par tusinde mennesker er søgt i sikkerhed i den atomsikrede metro under Moskva. Som tiden går, udvikles små samfund på de forskellige stationer, da jordoverfladen er ubeboelig. Bogens hovedperson Artjom er opvokset i den dunkle underverden. Fortællingen bæres frem af Artjoms odysseus'ke rejse gennem metrostationerne 20 år efter atomkrisen i det nu så forjættede land over de mørke tunneler.
De forskellige stationer har indrettet sig på hver sin måde, hvilket skaber rammerne for en diskussion af, hvad der konstituerer samfund og mennesker. Kun sjældent udnytter forfatteren denne interessante diskussion. Alt for ofte drukner den i gimmicks, hvor forfatteren vil vise sit kendskab til kommunisme og fascisme.
Trods en overordnet vellykket struktur i fortællingen bærer bogen præg af at være skrevet som blog med en noget kaotisk fortællestemme og skrivestil. Det svinger fra små filosofiske næsten poetiske fraser til halve sider, der ville have fået en hård medfart på et hvilket som helst forfatterkursus for begyndere. Show it, don't tell it, virker nu engang bedre; selvom man skriver ordet 'uhyggeligt' flere gange i et afsnit, bliver det det ikke, hvis læseren ikke præsenteres for uhyggen. I flere andre passager går det dog som smurt med at male diverse billeder for læserens indre.
Metrofortællingens største problem er, at fortællestemmen vakler. Fra absolut alvidende til kun at befinde sig i det snævre synsfelt, som hovedpersonen må have efter at være opvokset i så begrænset en verden. Og det kan ikke tilskrives en elegant vekselvirkning fra forfatterens side. Det giver ikke mening, at hovedpersonen tænker, at han har "vat i ørerne" eller at "kroppen føles udstoppet som et fugleskræmsel". Det nytter heller ikke noget, at en person lige vil "trække lidt frisk luft" eller "smøre sig en madpakke" nede i den begrænsede verden.
På den ene side bruger forfatteren meget plads på at beskrive dette univers, og hvordan det kunne realiseres med få midler; ved en af stationerne var der i sin tid en landbrugsudstilling med grise, som kom med ned i undergrunden; svampe kan dyrkes i mørke; slidte, underlødige bøger kan findes rundt om i metroen.
Og på den anden side kan flere af de unge karakterer referere til hele den russiske litteraturhistorie; de forskellige stationer, som beslutter at følge en bestemt ideologi, kan uden problemer skaffe hagekors eller Che Guevara-flag. Ligeledes er det ikke gavnligt for romanen, at hovedpersonen konsekvent bemærker, hvem af de mennesker, han møder, der er ubarberede eller har fedtet hår. Sådan ville de fleste nok se ud efter 20 år i Moskvas Metro.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Dmitry Glukhovsky: Metro 2033
Oversætter: Jan Hansen
Cicero, 450 sider
ISBN: 9788770791144
