Flere nyheder

 
Teater
Højtflyvende jubilæumskoncert

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Højtflyvende jubilæumskoncert
Tir. 18. okt. 2011


(Pressefoto)

MusicalDanmark har netop taget hul på dette års turné med forestillingen "The Visitors", som er en hyldest til ABBA i anledning af, at det er 30 år siden gruppens sidste album, "The Visitors", blev udgivet. Albummet skrev dengang historie ved dels at blive udgivet på CD og dels ved, at sangene var meget anderledes end ABBAs øvrige repertoire.

Ideen og konceptet til forestillingen er udtænkt af Michael Bentholm. Han fik tidligt i forløbet ideen til, at forestillingen skulle foregå i et lufthavnsunivers og ombord på et fly.
Det hele begynder allerede i forhallen, som er omdannet til en afgangshal med forskellige rejsende, lufthavnspersonel, indtjekningsskranke, security mv. Det er en meget helstøbt introduktion til forestillingens univers og særdeles underholdende.

Vel inde i teatersalen viser det sig, at hele forestillingen kommer til at foregå ombord på et fly. Det betyder, at det kun er dem på de forreste sæder, publikum rigtigt kan se, og det betyder desværre også, at de medvirkende kommer til at virke meget fastlåste i deres sæder, og det koster i forhold til den energi, sangene bliver fremført med.

Forestillingen fejrer ABBAs ottende og sidste album The Visitors. Dette album blev rost af anmelderne for at være det mest komplekse og voksne ABBA-album. Albummet blev til kort efter, at Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad var blevet skilt, og kun et par år efter Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus' skilsmisse. Musikken er mere sorgfuld og eftertænksom end den, man ellers kender ABBA for. Det betyder, at dem der går ind for at se The Visitors i forventning om en festforestilling vil blive skuffede. Går man derimod ind til forestillingen med et åbent sind, er der chance for at opleve ABBA på en ny og overraskende måde.

Forestillingens sange er udvalgt efter, at de handler om at rejse, det være sig at flytte sig fysisk fra sted til sted eller en indre rejse, hvor man ændrer sig som person gennem nogle oplevelser, ved at man bliver ældre, ved mødet med et andet menneske etc.

Alle passagererne på flyet er dygtige sangere og begår sig rigtigt godt i de indviklede dansekoreografier, som der trods alt også er lidt af i forestillingen. Trine Jepsen og Ole Sørensen har nogle gode duetter i rollerne som ægteparret, der er gledet fra hinanden og måske er kommet for langt væk til at kunne finde sammen igen. Birgitte Frieboe formår virkelig at røre folk med sin udgave af "Slipping Through My Fingers", og Lisa Romée har bare den mest fantastiske glasklare stemme, som man desværre havde svært ved at høre, fordi musikken en stor del af tiden var alt for høj i forhold til sangerne. Sangene fra The Visitors og i det hele taget de fleste af de sange, der var valgt til forestillingen, havde vigtige tekster, som man desværre næsten ikke kunne høre.

The Visitors er en positiv oplevelse for dem, der formår at holde et åbent sind og være nysgerrige over for nye måder at opleve ABBA på. Dem, der kun elsker ABBA for den glade, festlige musik, bør vente på Benny Andersson og Björn Ulvaeus' Mamma Mia.
Det ville have været en bedre oplevelse, hvis det havde været muligt at høre ordene i sangene, uden at de blev overdøvet af musikken. Aftenens bedste oplevelse var slutningen, hvor sangerne laver et flot medley over aftenens hits med tilhørende flotte dansenumre. Synd, at Teit Samsø ikke får bedre mulighed for at udfolde sig i selve forestillingen!

The Visitors
Se turnéplan